KROGSHOLM.COM

TEKST 3

Dengang Shango herskede over Oyo by, havde han utallige koner, derimellem Oya og Oshun. De to kvinder var på de fleste punkter lige afholdt af Shango. Men mens Oya var god til at lave mad, så brød Shango sig slet ikke om Oshuns mad. Oshun beundrede Oyas indsigt i madkunstens hemmeligheder, og hun misundte hende dem. Oya beundrede Oshuns skønhed og misundte ligeledes hende. Selvom de ikke talte åbent om det, var de rivaler og jaloux på hinanden.

 

Nu er det sådan, at der hvert år på en bestemt dag var en fest til minde om dengang Shango fik herredømmet over byen og dens opland. På den dag blev der ikke arbejdet. Der var musik og dans overalt. Akrobater og brydere mødtes og viste, hvad de duede til. Alskens processioner gik gennem byen til lyden af horn og trommer. Folk sang lovsange til Shango og poeter reciterede Shangos store bedrifter og besang Oyos ry. Oba’er og regionale høvdinge kom langvejs fra til Oyo for at tage del i festlighederne. Shango holdt altid en fest for disse herskere og ærede folk, og han gav også gaver til byens folk.

 

Tiden for festen nærmede sig. Byen forberedte sig. Shango bad sine koner om at udføre deres opgaver på en sådan måde, at der ikke kunne sættes selv den mindste finger på ham eller hans husholdning. Oya og Oshun fik til opgave at sørge for maden til festen. Shango formanede dem om at lægge deres uenigheder til side og kun tænke på, at det var en vigtig begivenhed.

 

Festdagen oprandt. Oshun huskede Shangos formaninger og ønskede at stille ham tilfreds, så hun bed al skam i sig og gik til Oya for at få råd.

Hun sagde: "Det er sandt, at du overgår mig i alt hvad der har at gøre med madlavning. Hvad du laver, kan Shango godt lide, og ligemeget hvad jeg laver, kan han ikke lide det. Men jeg ønsker ikke at gøre noget i dag, som vil gøre ham ulykkelig eller lade hans husstand blive til grin. Derfor, Oya, beder jeg dig om at undervise mig. Fortæl mig hvad hemmeligheden er bag din velsmagende mad."

 

Først tænkte Oya: "Ja vi må passe på ikke at gør Shango ked af det ved denne lejlighed." Så tænkte hun: "Hvorfor skal jeg gøre noget for at forbedre denne kvindes anseelse hos Shango?" Og således endte hun med at sige: "Har du aldrig lagt mærke til, at jeg altid bærer mit hovedtøj så lavt, at det dækker mine øren? Under hovedtøjet sidder svaret på dit spørgsmål."

 

Oshun sagde: "Hvad har det at gøre med madlavning?"

 

Oya sagde: "For lang tid siden skar jeg mine ører af, så jeg kunne bruge dem som en særlig ingrediens i maden. Jeg kommer en smule heraf i al den mad, som jeg laver til Shango. Der er meget lidt tilbage af det nu. Men beviset for at min historie er sand er, at Shango synes godt om min madlavning. En lille smule af mit øre gør dårlig mad god og god mad lækker. Det er min hemmelighed. Jeg har nu fortalt dig alt, hvad jeg kender til at lave mad. Men fortæl aldrig nogen herom."

 

Oshun svarede taknemmeligt: "Nej jeg vil aldrig sige noget om det." Hun vendte tilbage til sit eget hus og begyndte at forberede suppen. Hun var fast besluttet på at gøre alt, hvad der ville behage Shango. Hun skar sine ører af og lagde dem i suppen. Så dækkede hun sine sår med sit hovedtøj og led i al stilhed. Hun tænkte: "I dag vil Shango i det mindste ikke have noget at udsætte på mig. Hans gæster vil ikke være i stand til at sige : ‘Shangos kone kan ikke lave mad.’"

 

Dagen gik. Det var en stor fest. De vigtige folk, der var gæster i byen, mødtes i Shangos hus. De sad med Shango på leopard- og løveskind. Shango bad Oya om at bringe maden. Hun bragte den ind i en stor skål og gav alle en del. Maden smagte godt. Gæsterne sagde til hinanden: "Det er kun hos Shango, at man får så dejlig mad."

 

Så bad Shango Oshun om at bringe det, som hun havde tillavet. Hun bragte suppen og gav alle en portion. De spiste. De kunne ikke lide det. Shango klagede over det. Gæsterne snakkede med hinanden og sagde: "Er dette den slags mad, som man forventer at få hos en stor Oba?"

 

Pludselig opdagede en af gæsterne to menneskeører, der flød i hans skål. I rædsel smed han maden på gulvet og flygtede ud af huset. Alle så ørerne ligge der, og de satte skålene ned og forlod hurtigt huset.

 

Shango afskyede det, han havde set. Skam og vrede greb ham. Han sendte bud efter Oya og Oshun. Han forlangte at få at vide, hvordan ørerne var kommet i maden. Kvinderne så tavse på hinanden.

Oshun ønskede ikke at afsløre Oyas hemmelighed. Men til sidst sagde Oya: "Ørerne er Oshuns. Hun kom dem i suppen i den tro, at den ville blive mere spiselig." Oshun sagde stadig ikke noget. Oya sagde til Shango: "Tag hendes hovedtøj af. Se selv."

 

Shango tog Oshuns hovedtøj af. Han så sårene, hvor hendes ører havde været.

Oshun sagde: "Jeg ville kun behage dig. Jeg lærte hemmeligheden af Oya. Hun skar også sine ører af for at bruge dem i madlavningen."

Shango tog Oyas hovedtøj af. Oyas ører var uskadede.

 

Da hun så, at hun var blevet narret af Oya og bragt i unåde hos Shango, sagde Oshun ikke mere. Hun forlod Shangos hus og rejste fra Oyo.

Hun rejste videre og så sig ikke tilbage, før hun kom til en stor flod. Hun gik ned i vandet. Hun forsvandt.

Oshun blev en orisha, flodens ånd. På den måde fik Oshunfloden sit navn.

 

Oshun blev aldrig glemt i Oyo, og hun glemte heller ikke folkene i byen. Som orisha hjalp hun dem, når hun kunne. Hun ejede frugtbarhedens gave.

 

Siden den dag er ufrugtbare kvinder gået til Oshunflodens bredder og har ofret der, mens de bønfaldt Oshun om at give dem børn. Uden Oshuns hjælp ville mange mennesker, som blev født og levede i Oyo, slet ikke have været til.

 

Men Oshun tilgav aldrig Oya, at hun havde fået hende til at skære sin ører af og at hun havde gjort hende latterlig over for Shango.