TEKST 13

Provinshovedstadens største åndemaner tager imod med bøs mine. »Hvad er det, I vil,« spørger han. Vi forklarer. Kunne han mon fortælle om den cubanske overtro, santería. Og beskrive, hvordan det er at have kontakt med ånderne. Den gamle mand vender det hvide ud af øjnene. Og sukker. Ordene falder ikke i hans smag. Bag ham troner et alter med ondtudseende dukker og et billede af paven. Underneden stirrer mørke figurer frem gennem et bastforhæng. De er krigere, ånder, der beskytter hans hjem. Mod andre ånder med skumle hensigter.

 

»Terminologien er forkert i tre tilfælde. Religionen hedder Yoruba og stammer fra Afrika. Og kontakt med ånder er noget helt andet.« Vi er kommet i kløerne på en gammelklog ordkløver, men han er ikke hvem som helst.

 

Slavernes tro

Echuví Tomás på 75 er voodoopræst og en kapacitet ikke bare i Holguín provinsen, men i hele Cuba og sågar i lande i Afrika og Europa.

 

»Jeg kan fortælle jer ting. Jeg blev indviet i yoruba i 1948 og har en vis erfaring. Men vi må begynde forfra.« Den gamle har testet os og bløder op. Vi viser ham den fornødne respekt. Undskylder vores ukorrekte ordvalg og siger, at vi netop for at øge vores viden på feltet er kommet til ham, som vi havde hørt er provinsens førende.

Echuví Tomás bliver i lidt bedre humør.Han fortæller den afrikanske overtros historie. Den velkendte. Slaverne fra Nigeria var af yoruba-folket. De bragte deres guder med sig, men blev af plantageejerne forbudt at dyrke dem og tvunget til at bekende sig til kristendommen. »Under bordene, bag forhæng i skabe, i lommer og under sengene skjulte de deres egne gudefigurer.

 

Hver af de katolske helgener fik hæftet en af dem på sig, på den måde levede slavernes afrikanske tro videre. Det er den, vi dyrker i dag,« siger han.

...

Echuví åbner døren til det hellige rum, hvor han foretager sine 'konsultationer', kontakter til ånderne for mennesker, der opsøger ham med et særligt problem. Voodoo-dukker og -symboler fylder alle fire vægge og hænger fra loftet. 

 

»Her er Elaguá, barneguden, derfor har han så meget legetøj, Yemayá, havets gudinde, og Babalu-ayé, sygdommenes gud svarende til Sankt Lazaro i den katolske tro,« forklarer Echuví og åbner et skab med fire hylder. Øverste hylde regeres af livets gud, den nederste af Yansá, dødens gud, de to midterste hylder af det, der ligger derimellem. Han tager gudefigurerne frem én efter én, kysser dem og forklarer hver isærs magiske evner. Echuví er stor, forstår vi. Han har en betydelig del af de i alt 600 yoruba-guder repræsenteret i sin samling - med andre ord: i sin bekendtskabskreds. 

 

Yeguá - den største

Over åndemaneren under loftet hænger en lukket kasse med to gardiner. Her lever den øverste af de afrikanske ånder, Yeguá. Helt isoleret. Andre guder må ikke have adgang til ham, derfor de to lag gardiner. Han slippes kun ud til levende lys. Elektrisk lys gør ham vred.

 

Historien om Yeguá er, at han døde ung og led meget. Derfor bryder han sig ikke om lyset. Unge mennesker må ikke se ham, de tørster for meget efter kødets lyster, ligesom man ikke må være udfordrende klædt.

 

»Yeguá lever i kirkegårde, hvor han repræsenterer kroppen, der går i opløsning. At fornærme ham kan betyde død,« forklarer Echuví med alvorlig mine. »Kun ganske få yoruba-præster har Yeguá. Man skal kende ham godt for at kunne styre ham,« får vi at vide.

 

På gulvet står kokosskaller med mørke dukker med øjne af hvide konkylier. Ved deres side nedbrændte stearinlys, cigarstumper, glas med rom - ofringer til de forlystelsessyge afrikanske guder.

Echuví tager symbolet for hovedets gud, tanken og viljens ånd, frem. En hovedprydning af konkylier syet på strimler, støbt efter hans hoved. Med den på kommer ånden til ham.

 

»Dette er yoruba. Dyrket i årtusinder af vores forfædre i Afrika. Den ældste religion af alle,« siger han lettere irriteret over, at det skal tage så lang tid at slippe af med os.

 

Sendt af ånderne

Da vi spørger, om vi kan komme tilbage næste morgen og lave nogle optagelser af hans religiøse værelse, afviser han. Han skal til Bayamo, hovedstaden i naboprovinsen, hvor han skal forestå en ceremoni med andre yoruba-præster.

»Vi skal også til Bayamo i morgen,« fortæller vi.

Da går noget op for Echuví. Han forstår den dybere mening med vores tilstedeværelse. Det er forudbestemt, at han skal introducere os til sin religion. Hans sind skifter. Han bliver venligheden selv.

Vi er sendt af ånderne for at hente ham. Og det er et held, da busserne er så usædvanligt upålidelige og langsommelige i Cuba.

»Om han da vil med?«

Vi får en aftale, som vi ikke må bryde. Echuví har svoret at komme til Bayamo, andre yoruba præster venter ham, vi må ikke svigte. Det er intet problem. Vi tager gerne regionens største åndemaner med de 70 kilometer.

 

Klippe, konkylie, hjerte

I bilen fortæller den gamle om sit liv. Sine rejser til Angola, Mozambique og Nigeria. Om dengang han var inviteret til Zürich af yoruba-præster bosiddende i Schweiz. Om sin oldemor, der som helt lille pige kom til Cuba på et slaveskib.

 

»Hun fortalte mig alt om de afrikanske guder. Selvfølgelig på yoruba. Allerede som dreng vidste jeg, at jeg skulle være åndemaner,« forklarer han, der var 20, da han blev ophøjet til præst efter et tegn i konkylierne.

 

»Yoruba er tre ting: Klippe, konkylie og hjerte. Husk det. Det er fundamentet i yoruba,« siger han.

 

Klippe, konkylie og hjerte. Klippe er materien, det uforanderlige, konkylie er ånden, følelserne og hjerte, det er at give sig selv.

 

Landskabet flyver forbi. Rækker af sukkerrørsmarker. I det fjerne toner Sierra Maestra bjergene op, berømt som stedet, hvor Fidel Castro og Che Guevara skjulte sig, da de indledte den cubanske revolution. Temperaturen når over 33 på denne caribiske vinterdag.

Echuví roder i sin taske. Han tager en kæde af farvestrålende perler af glas og poleret træ om halsen. »Kun jeg må bære den. Det er kongekæden. Den viser min rang.«

Echuví ifører sig sin præsteskjorte. En skinnende sag i orange, gul og dyb bordeaux. Han forvandler sig til ypperstepræst, mens vi nærmer os Bayamo.

Ånde-ceremoni

Byens gader ligger tomme hen. Det er søndag, sen siestatid, varmt, og på første sal i en efter cubanske forhold stor lejlighed midt i byen er noget ganske særligt ved at tage form. Festen for yoruba-kvinden Oyá Taguaté, 49 år, hvis indlemmelse i præsteskabet skete på denne dato for præcis 16 år siden. Derfor er Echuví taget til byen. For at forestå ceremonien. Kan jeg komme ind, råber han på yoruba. Svaret tilbage er ligeså afrikansk. Banen er klar. Der må ikke forekomme sammenrend af de forkerte ånder. 

 

Som traditionen byder, går den første af festens tre ceremonier i gang med det samme. Alle i rummet knæler foran alteret, der er pyntet med mandshøje åndefigurer og overdådige fade med religiøse lagkager, frugter, frugtpureer, alt sammen tilberedt som ånderne bedst kan lide det. 

 

Oyá Taguate er yansá, det vil sige hendes personlige ånd er begravelsespladsernes ånd, Yeguás makker, den, der giver adgang til de dødes rige.