TEKST 3
SANGOMAEN
Oversat fra http://www.metmuseum.org/explore/oracle/essaylambrecht.html af Lars Krogsholm, efteråret 2001
Introduktion
Sangomaen (de sydafrikanske shamaner) er en central figur i Sydafrika. Undersøgelser fra Pietermaritzburg Institute of Natural Resources viser at 84 procent af den sydafrikanske befolkning konsulterer en sangoma mere end tre gange om året frem for at besøge en vesterlandsk medicinsk læge eller klinik. I 1997 blev det anslået, at der var omkring tohundrede praktiserende sangomaer/traditionelle healere i Sydafrika.
Daniel Baloyi, en Tsonga-sangoma, er fireogfyrre år. Han begyndte sin uddannelse, da han var elleve år gammel, efter en "initiations-sygdom" kaldet ukuthwasa. Gennem de sidste tredive år har han praktiseret som sangoma i Snake Park, tæt på Soweto. He er den sangoma-lærer som trænede og indviede mig i 1998 og tilhører for øjeblikket sangomaerne inden for Majoye-skolen. Jeg skriver derfor med såvel sangomaens og den kliniske psykologs "stemme", idet jeg fokuserer på Sydafrikas shaman-traditioner. Ti sangomaer blev interviewet til dette forskningsprojekt.
Der er gjort mange forsøg på at kategorisere traditionelle afrikanske healere. De fleste antropologer har lavet en første skelnen mellem åndemanere udpeget af forfædrene og mediatorer på den ene side, og naturlægerne, som først og fremmest arbejder med urter og anden form for medicin og som ikke er kaldet af forfædrene, på den anden side. Mange sangomaer eller åndemanere er også naturlæger, mens mange naturlæger (izinyanga) praktiserer spådomskunst og kommunikerer med deres forfædre.
Daniel Baloyi kalder sig selv en sangoma (et begreb som har mistet præcision i dagligdags brug). Han er både naturlæge og shaman (åndemaner/mediator).
Antropologer med fokus på Afrika har vist ulyst til at bruge begrebet "shaman", men har fortrukket begreber som "åndemediator", "traditionelle healere," eller "synske". Selvom disse begreber identificerer vigtige aspekter, så omfatter de ikke alle de forskellige roller ved sangomaens arbejde. Begrebet "sydafrikansk shaman" bliver derfor brugt her for både en åndemaner og en naturlæge, som går i trance-tilstande, selvom ikke alle åndemanere gør dette.
Formålet med at opnå trace-tilstand er at kunne kommunikere med forfædrene, at kunne opnå oversanselige oplevelser, og at udvikle paranormale evner.
Sangomaer (mænd eller kvinder) spiller mange forskellige sociale og politiske roller i samfundet. De er involveret i spådomme, healing, leder ritualer, finde bortkommet kvæg, beskytter "krigere" (sangomas tilbød medicin [muti] til frihedskæmperne under Sydafrikas politiske omvæltninger), og "opsnuser" hekse, ligesom de videreformidler deres traditionelle historie, kosmologi og myter. Dog bliver disse funktioner ikke udført på en kunstig og adskilt måde. De åbenbaringer som forfædrene giver mens åndemaneren er i trance danner et diskursfelt, hvorigennem man kan udtrykke sin modstand eller formulere modsatte værdier, for af denne vej at løse vanskellige problemer på en acceptabel måde. Derfor har sangomaens healing- og orakelvirke altid været en form for social aktivitet eller politisk optræden.
Sangoma hovedfunktion er at helbrede og beskytte samfundets befolkning. Den helbredelse som en sangoma udfører har en holistisk og symbolsk natur og er derfor stærk determineret af kulturelle faktorer. De tre hovedårsager til sygdom og vanskæbne som en sydafrikansk shaman forsøger at udsige og helbrede er nedarvede sygdomme, sygdomme forårsaget af hekseri, og de der skyldes "forurening" (rituel urenhed), som for eksempel menstruation og det at noget mislykkes.
Shamanistisk medicins brug af farvesymbolik er central i sydafrikansk shamanistisk praksis. De vigtigste symbolske farver inden for medicinen er sort (mnyama), rød (bomvu), og hvid (mhlophe); Behandling med medicin af disse farver har til hensigt at etablere en balance imellem individet og miljøet.
I løbet af initiations- og forvandlingsprocesserne, finder en symbolsk ophævelse af modsætningsforhold sted: liv og død, lys og mørke, mand og kvinder.
Sjælelig tvekønnethed er, som hos al verdens anden shamanisme, kædet sammen med sangomaer. Harriet Ngubane understreger vigtigheden af modsætningsforholdet mellem farverne i sydafrikansk shamanistisk medicin: sort medicin bruges som symbol på mørke, nat, fare, og vanskeligheder, mens hvid medicin peger hen mod sundhed, renhed og succes; rød er den farve der slå bro under forvandlingsprocesser.
Helbredelsesmetoden begynder med en afgiftning (gennem brugen af sort medicin) efterfulgt af forvandling (ved at bruge rød medicin), og afsluttes med en styrkelse af klientens kræfter (med den hvide medicin). Den sydafrikanske shamans udlægning af disse farver har sin parallel i den vesterlandske alkymi, såvel som i spagyrisk- eller plantealkymi.
De fleste sangoma-lærlinge (thwasas) går klædt i rødt, symboliserende den transformationsproces som lærlingen undergår. Da jeg selv var lærling, bestod min klædedragt af det som min shamanist-lærer kaldte et "skørt," idet han hermed forslog en symbolsk syntese der hævede sig over kønsforskellene. Dette understreger shamanens randtilstand og hans/hendes tilnærmelsesvise tvekønnede status, som denne udtrykkes ved skiftende identifikation med de to køn.
Sangomaen er en grænseområdernes vandringsmand og konfronterer inden i sig selv forfædrenes ukendte åndelige område. Sangomaens position på grænsen af samfundet er både en privilegeret position og en farlig position, derved at sangomaens initiation er det gamle jegs død og fødslen af den nye sangoma. Personen er blevet "kaldet" af forfædrene gennem en initiationssygdom (ukuthwasa), hvilket er en af de farefulde grænsesituationer.
Aspirantens initiation er en helbredelsesproces, under hvilken et slægtskab med forfædrene bliver skabt for at muliggøre dannelsen af en ny identitet, hvor en borger, der konformt har fulgt samfundets normer, bliver omformet til en vandringsmand der undersøger og overskrider de etablerede rammer.
Del 1: Sangomaens tøjkode
Sangoma tøjkode understreger betydningen af hans/hendes slægtskab med forfædrene. Selvom tøjkoden er bestemt af symboler og farver, er der i Sydafrika ikke nogen færdig liste over udstyr eller særlig tøjkode for shamaner. Mens der er stor variation med hensyn til tøjkode, er der dog ét karakteristisk element i de fleste sangomaers tøjkode, nemlig det at have galdeblæren fra en ged budet fast til håret på baghovedet. Denne galdeblære stammer fra den ged som blev slagtet på det tidspunkt da sangomaen tog sin eksamen, og siges at "tilkalde forfædrene". I de fleste tilfælde, bliver en klynge af gedehorn og en kugleformet perlebesat beholder fyldt med et udvalg af urter og mediciner båret rundt om hals, skuldre og krop. En kohale-pisk og en stok indgår som andre typiske elementer i shamanens værdighedssymboler. Sangomaens pisk, som symboliserer ophøjethed, bliver brugt under dans og også til at sprede bestemte former for medicin. Sangomaen kan bære remme af gedeskindsstrimler, taget fra initiationsgeden, på kryds og tværs af brystet. Daniel Baloyi bærer en sådan beklædning, som det ses på de tre fotos, men den galdeblære som han oprindeligt bandt til sin paryk er blevet opløst i løbet af årene.
Del 2: Sangomaen og forfædrene
Central for sangomaen er hans/hendes forhold til forfædrene. Uden dette specielle forhold, som er etableret gennem trancetilstanden, ville sangomaens identitet være kompromitteret. Sangomaer opererer indenfor en religiøs kontekst hvis hovedelement er en højgud, som har forskellige navne hos de forskellige grupperinger. Højguden er også blevet kaldt "Den store forfader". Hos Xhosa-stammen kaldes denne højgud Dali eller Qamatha; hos zuluerne Nkunkulu; hos Venda-stammen Raluvhima; og hos Sotho-stammen Modimo. Alligevel er definitionen på højguden vag, og der eksisterer kun få myter.
Højguden svarer til forestillingen om den første årsag; Zuluernes ord Nkunkulu betyder "den første der fremkommer". Gud er derfor en Skaber, som nærer og regerer over universet, men på samme tid tilbagetrukket fra den verden, som han har skabt. Det er forfædrene, som er i kontakt med menneskene. Shamanen er det afgørende led mellem den fysiske verden og forfædrenes verden. En særlig kraft til at heale strømmer fra Det Højeste Væsen via forfædrene til shamanen, som så er i stand til at helbrede patienten. Forfædrene er mediatoren mellem Højguden og shamanen, som følge af at nogen tror, at forfædrene som åndelige væsner har lettere adgang til guderne end almindeligt dødelige.
Døden bliver ikke betragtet som den totale tilintetgørelse af personen. Man opfatter det snarere som at personen "er gået bort, er rejst hjem, er kaldt hjem af sit folk, dvs. af forfædrene." Der findes to slags forfædre, hvor de første er de navnløse døde fra den øverste klan. Den anden type af forfædre kommunikerer med efterkommerne via drømme eller sygdom, ligesom de kan bringe ulykke. Disse er normalt efterkommernes forældre og bedsteforældre, og ind imellem oldeforældre.
Del 3: Sangomaens trancetilstande
Selvom sangomaen benytter urter, kan han også helbrede på et psykologisk og interpersonelt plan. Claude Lévi-Strauss påstod, at en shaman er en "psykoanalytiker." For Stanley Krippner symboliserer shamaner de "første helbredere", som anvendte metoder der var meget parallelle med nutidig adfærdsterapi, kemoterapi, hypnoterapi, miliøterapi, familieterapi og drømmetydning.
En mere psykodynamisk fortolkning ville betragte healingens og trancendensens terapeutiske funktion som resulterende i en sænkelse af sårbarhed og frisættelsen fra "onde objekter" gennem afreaktion, hvor igennem der bliver skabt en genopbyggende følelsesmæssig oplevelse som forstærker kreativiteten.
Hvad der mest tydeligt adskiller en naturlæge fra en sangoma er sangomaens brug af shamanistiske trancetilstande under helbredelsen.
Sangomaen går i trance for at helbrede andre og sig selv. Under trancetilstanden virker sangomaen som orakel, og modtager information om sygdomme og måder at helbrede dem på. Trancetilstanden etableres under dans, klardrømme, og de forudsigelserne der fremkommer, er alle forskellige fra hinanden. Under trancetilstanden, som sangomaen altså opnår ved hjælp af dans, taler forfædrene igennem ham/hende, afslører fremtidige muligheder, skjulte dagsordener, fortolker forvirrende drømme, og finder bortkomne ting.
Sangomaens forvirrende drømme indikerer måske at en særlig medicinsk plante skal bruges til en patient, som måske kun besøger ham lige netop den næste dag. Gennem spådom bliver en mild trancetilstand frembragt, og forfædrene "taler" til sangoma med blød stemme.
Shamaner rundt om i verden anvender varierende fremkaldende teknikker for at opnå den særlige bevidsthedstilstand, som kaldes trance.
Ved siden af forhold som sangomaens tankegang kan de ydre rammer, det tidspunkt man har valgt til ritualet, eller urtemedicin (muti) som for eksempel snus (tobak) og imphepho (en tørret plante) hjælpe på at fremkalde trancen. Forskellige teknikker kan inddrage forskelligt kulturelt betinget artefakter, herunder beklædning, perler, rangler, trommer og altre. De æstetiske enkeltdele ved et sådan artefakter har på det indre plan en forbindelse til opbygningen af den trancetilstand, som har en gådefuld og helbredende effekt.
Del 4: Det trancefremkaldende miljø
De fysiske omgivelser hvori trancefremkaldelse kan dukke op er ofte præget af kaos. Shamaner har regelmæssigt trænet sig selv til under ganske særlige omstændigheder at hengive sig til et andet bevidsthedsniveau. På samme måde har særlige ritualer, ceremonier, tøjstykker, bevægelser, og selv håndklappen en kraft som påvirker shamanens sindstilstand og fremkalder en trance.
Jeg har været vidne til, at en sangoma har bragt sig i trance blot derved at gå ind i sin hytte og slynge et stykke stof om kroppen. Hans vejrtrækning blev mere uberegnelig, og hans krop begyndte at ryste - et tegn på at forfædrene var nærværende og indtog hans krop, for at bruge ham som deres kanal.
Det er derfor novicen (thwasas) hjælper sangomaen med at klæde sig på, monterer hårprydelsen af strudsefjer og parykken med galdeblærer, lægger perlekæder om arme og krop, og tvinger rangler på anklerne.
Med til sangomaens isolation hører et rum, som er dedikeret til forfædrene som en helligdom (indumba). Altret optager væghjørnet længst fra døren, og skal vende mod øst. Væggene er ofte dækket med mønstret stof. Røgelse af Imphepho er blevet afblændt i rummet, og der er et tændt et lys eller en lampe.
På sådan et sted tager en sangoma sine sko af, knæler ned, og anråber sine forfædre mens han/hun klapper i hænderne.
Der er måske også et udendørs alter, kaldet gandeloen, som enten er en udgået træstamme eller et levende træ, i følge Daniel Baloyi.
Dette er det hellige område udenfor shamanens hus. Her kan han/hun fremklade en trancetilstand ved at påkalde forfædrene.
Gandeloen kan opfattes som en analogi til shamanismens verdenstræ.
Del 5: Trommers og dans som trancefremkaldende faktorer
Trommen er et altafgørende instrument i tilknytning til trancefremkaldelsen. For eksempel beskriver sangomaen Paulina Mokoeana sine erfaringer med at fremkalde trance ved at tromme som en beruselse: "Mit hoved brænder og jeg er svimmel. Når man er stille og lytter til trommerne, får amadlozierne [forfædrene] dig sommetider til at ryste og falde om."
Kroppen og sindet bliver under dansen og sangen, akkompagneret af trommespil, hyperstimuleret. Igennem udmattelse og hyperventilering skubbes hverdagsbevidstheden væk og der opstår en særlig "åbenhed", som tillader at en shamanistisk trance bliver etableret og muliggør forfædrenes "entré".
Det er interessant, at orderne isangoma ("spåmand" hos zuluerne) og mungoma ("spåmand" hos Venda eller Tsonga) har en sproglig rod der refererer til "tromme".
De helt specifikke ritualer under spådomsaktens orakeltagning, der normalt finder sted foran det indendørs alter i det hellige rum, fremkalder trancetilstanden.
Som start på spådomsritualet bliver der indtaget snustobak og imphepho-røgelse bliver afbrændt. Sangomaerne benytter ben, skaller og andre ting (for eksempel mønter, terninger, frø, kviste) - under et kaldet "ben" - i deres spådomspraksis. "Benene" bliver kastet på et impala-skin.
Trancetilstanden består i at fokusere al sin koncentration, så forfædrene kan fremsætte varsler og visioner.
Selve det at kaste "benene" og det efterfølgende fortolkningsritual forsyner sangomaen med viden om patientens sundhedstilstand, sociale og psykologiske problemer og hans/hendes fremtid, såvel som den nødvendige medicin med henblik på at helbrede skavanker og socio-psykologiske og åndelige ubalancer.
