KROGSHOLM.COM

TEKST 2

 

I 1936 udkom en bog, som efterhånden skulle blive anset som en klassiker indenfor antropologisk arbejde om Sydafrika, nemlig Reaction to Conquest af Monica Hunter (senere Monica Hunter Wilson). Den var et dokumentarisk vidnesbyrd om livet hos Pondo-stammen, der normalt blev betragtet som en undergruppe i forhold til det større Xhosa-talende folk i det der nu er Eastern Cape.   ... 

 

Hunter førte dokumentation for at der er to hovedklasser af "doktorer" hos Pondo-stammen; åndemanerne (amagqira) og naturlægerne (amaxhwele), som ikke har fuldkommen klart adskilte funktioner, men dog vidt forskellige indvielsesritualer. 

Initiationen af igqiraen baserer sig på den antagelse, at initianten har været ramt af en ganske bestemt sygdom, der oftere rammer kvinder end mænd. Dette "problem" (inkathaza) er blevet sendt til hende fra hendes forfædre (amathonga) og kan, når det er værst, kun kureres ved ukuthwasa; en bekendelsesproces og initiation. 

Diagnosticeringen af en sådan sygdom hos den enkelte hænger sammen med en tilbøjelighed hos den syge person til at drømme mere end de fleste, og til at "se" noget der synes at være en løve, en leopard, en elefant eller et andet vildt dyr, både i vågne visioner og drømme. Dette "dyr" er faktisk en ityala, en forfader (ithongo), som forbliver hos igqiraen hele hendes liv. Initianten benægter under sin sygdom, at hun har set en ityala, og det er kun ved at hun gør dette, at hendes initiation kan fuldføres.

 

Novicen, som er holdt isoleret inde i en hytte under sin sygdom, vil blive behandlet ved gentagende gange at skulle danse en solodans kaldet ukuxentsa, men først efter at hun har  "indrømmet" at hun har set en ityala. På initiationens sidste dag (umgidi) bliver en sidste bekendelse fra novicen markeret ved en mere udførlig optræden: med en skare samlet om sig ved sit  umzi (hjemsted), dukken hun nøgen ned til taljen frem med overkroppen bemalet med hvidt ler og udførende en bøn med idwabe-blade, som hun har samlet natten før i bushen, idet hun har brugt sine synske evner til at finde dem. Hendes ansigt er også malet med hvidt ler.

Mønsteret malet på hendes krop får hende til at symbolisere sit ityala-dyr - i dette tilfælde en leopard - og hun bærer en krans og ankelringe af idwabe-blade, som hendes ityala-dyr holder af at spise. Pletterne på hendes krop og hendes ansigtsmaling viser sig at forbinde hende med  forfædrene, som både har forårsaget og helbredt sygdommen. Mens hun har denne dragt på, danser hun og bekender, at hun har set sit ityala, ligesom hun takker forfædrene for at have helbredt hende.

På et vist tidspunkt på den sidste dag (det fremgår ikke af Hunters optegnelser præcist hvornår), danser novicen ukuxentsa, mens de som er samlet ved hendes hjemsted klapper til. Til dette er hun klædt i fuld regalia, for at markere en forandring i forhold til hendes novicetilstand, under hvilken hun alene bar et kort skørt og bad med kæder af hvide perler om liv og hals, men intet af den okkerkosmetik som normalt ville pryde hendes krop.

Hendes dragt denne dag er alt domineret af hvidt; hendes ansigt er påmalet striber af hvidt ler; ligesom hun bærer adskillige hvide perler, som er blevet givet til hende af den udvidede familie gennem hele hendes initiation. På hovedet bærer hun en en turban af tøj med hvide fjer ragende frem forrest og hvide perlekæder hængende ned foran ørerne. Hun adskiller sin fra andre fuldt flyvefærdige åndemanere, der er klædt i sammen hvide stads, ved at have sin overkrop dækket af en kort hvidt kjole med ærmer. Idet de følges af en skare af tilskuere iført traditionelle dragter, skiller åndemanere og novicen sig ud fra mængden ved deres altdominerende hvidhed.

 

Hunter siger ikke meget om symbolikken ved åndemanernes beklædning; i sit forord til 1979-udgaven af sin bog, fortæller hun, at hun var ude af stand til at få en forklaring på brugen af de enkelte symboler. På trods af dette er visse spekulative forklaringer mulige: idet igqiraen forventes at have visions-instrumenter for at være i stand til at "se" hvad almindeligt dødelige ikke kan, og da hun hjælpes hertil af forfædrene igennem drømme om sit ityala, må et forbindelsesled til den åndelige verden være nærværende.

Ityalaens dyreform, for eksempel løven og leoparden, er dyr som repræsenterer magt, selvom de længe har været uddøde i Pondoland. Brugen af hvidt ler kan indikerer igqiraens egen grænsetilstand under åndemaner-processen, idet hun under sine erfaringer af særlige oplevelser bevæger sig mellem forfædrenes og de nulevendes virkelighed. I mange Xhosa-talende samfund bliver hvidt associeret med forfædrene, og hvidt ler brugt til kropsbemalinger på mandlige initianter (abakwetha) i initiations-skolerne. Hvid som den åndelige verdens farve markerer en klar forskel til den foretrukne røde okker-farve, der i hele regionen foretrækkes som kosmetik. På samme måde symboliserer de hvide fjer - skønt de stammer fra en fugleart, som forskere endnu ikke har identificeret - åndemanerens synske kraft.

 

Efter umgidi-ceremonien, begynder åndemaneren sin egen praktiseren, idet hun spår om årsagerne til sygdom og ulykke, og behandler folk, men der er også mange af de, som er blevet initieret, der aldrig praktiserer som åndemanere.

 

En person med et problem vil som regel finde en åndemanere som bor et stykke væk, og åndemanere begynder med at forudsige årsagen til hans eller hendes besøg. Dette tjener som en prøve på åndemanerens visionære evner, selvom processen er en hvorved åndemanere får vigtig information om problemet ved at fremkomme med en række udsagn og vurdere personens svar på disse udsagn.

 

Amagqira havde tidligere en betydelig grad af magt, idet de blev anset for at være i stand til at fortolke forfædrenes vilje: de kunne beordre at  vaner blev forandret, at nye måder at behandle sygdomme på eller at så afgrøder på blev indført; de var ansvarlige for at afsløre hekse i samfundet, og blev derfor tilnærmet med forsigtighed og respekt. Amagqira udførte ofte offentlige åndemanings-seancer, under hvilke de dansede indtil de nåede et højdepunkt af nervøs energi, og måske gik i trance, selvom Hunter udtrykker stor skepsis med hensyn til det sidste. På et sådan stadie ville de med fordrejede stemmer aflægge personlige vidnesbyrd om deres kontakter med forfædrene, og nogle - de allermest respekterede - var i stand til at presse audiensen endnu længere igennem bugtaleri, så de mystiske stemmer syntes at komme fra andre steder.

 

Som det sømmede sig for deres ophøjede status i Pondo-samfundene, gjorde åndemanernes påklædning og fremtræden det klart, at de havde forbindelse til forfædrene, og deres velstand var synlig i deres brug af dyre perler og tøj.