KROGSHOLM.COM

Jeg tog til en Samburu-landsby på jagt efter en gammel og viis, som kunne levere denne uges gode myte. Da jeg lagde mærke til Mzee Lempunas skinnende orange Nike-kasket med guldbogstaver, viste jeg på en eller anden måde, at jeg havde fundet den person, som jeg ledte efter.
Foruden sin kasket, bar Mzee Lempuna sit folks traditionelle skinnende dragt. Jeg afbrød ham i et “bau”-spil, og bad ham fortælle mig en historie. Bau er lidt ligesom dam og der spilles forskellige varianter over hele Afrika. Han indvilgede i at snakke med mig.
 Vi gav hinanden et fast håndtryk og udvekslede venlige bemærkninger, som ingen af os forstod. I den nærliggende skole klemte vi os ned ved en af de pulte, som er er beregnet til otte årige børn. Jeg slog op i min lille notesbog, hvori jeg havde nedfældet nogle spørgsmål. Jeg var klar til at begynde interviewet, men måtte dog allerførst spørge ham:
“Hvad så, Lempuna, hvor har du din Nike kasket fra?”
Han grinede, så hans ødelagte hvide tænder lyste. “Det er en gave fra en ven. Kan du lide den?”
Jag sagde, at jeg syntes, at den klædte ham rigtig godt (hvilket ikke var løgn) , og tog så fat ved det egentlige emne: legenderne.
Samburu-folket nærer større respekt for elefanten end for noget andet dyr. Elefanter er et stærkt symbol i deres kultur. I gamle dage, før den illegale elfenbenshandel begyndte at true elefanterne, brugte Samburu-folket elfenben til at beskytte dem mod ulykker. De lavede små elfenbensamuletter af stødtænderne fra en elefant som var død på naturlig vis i den vilde natur. Disse amuletter blev bundet om halsen på nyfødte spædbørn, for at beskytte dem gennem livet. Når et ungt Samburu-par gifter sig, bliver en bunke elefantgødning brændt på gulvet i deres hytte for at velsigne dem med et langt ægteskab og et lykkeligt liv sammen.
Jeg spurgte Lempuna om han ville dele sin yndlingshistorie om elefanter med os. Han tog på ærbødig vis sin Nike-kasket af, lagde den forsigtigt ved siden af sin stok, og begyndte at tale. Her er den historie som han fortalte:

 

For længe længe siden var mennesker og vilde dyr i dette land venner og arbejdede sammen. Elefanten var den største og stærkeste skabning. Den var også det mest hjælpsomme dyr. Når landsbyens kvinder ønskede brænde slæbt hen til deres huse, bad de elefanten om hjælp.
En dag var der en kvinde som manglede brænde, så hun bad en af elefanterne om at bringe hende noget træ fra skoven. Elefanten indvilgede glad i at hjælpe, og drog afsted mod skoven. Efter adskillige timer vente elefanten tilbage. Med sig havde den en snabelfuld af det bedste brænde, som den kunne finde. Kvinden var ikke tilfreds og beklagede sig overfor elefanten.
“Du er den største og stærkeste af alle dyr, og så er dette det bedste du kan præstere? Der er jo knapt nok nok til at holde en mus varm aftenen over!”
Elefanten kunne ikke forstå, hvorfor kvinden var så oprevet, men den lovede at gøre det bedre næste gang.
Den følgende dag bad kvinden endnu engang elefanten om at samle noget brænde. Denne gang var elefanten fast besluttet på at rette op på sin tidligere misforståelse. Den kom tilbage om aftenen slæbende på adskillige store træer, rødder og lignende.
“Hvad forestiller du dig, at jeg skal gøre med disse?” beklagede kvinden. “De er alt alt for store til at kunne gøre nogen nytte. Hvorfor kan du ikke bare gøre, hvad jeg beder dig om?”
Da elefanten endnu engang hørte kvinden beklage sig, blev den rasende. Den besluttede at forlade landsbyen for altid, og begive sig ud i den vilde natur. I den vilde natur ville den ikke konstant skulle lide under kvindens beklagelser. Idet den gik, vendte den sig mod kvinden og advarede, “Når vi mødes igen, så vil det være som fjender.”
Idet den forsvandt, rev den vredt tækkespånet af kohuder af kvindens hytte. Han omdannede tækkespånet til de svingende ører, som du stadigvæk ser på elefanter i dag.
Fra den dag af har elefanter været vilde. Folk kom til at frygte, respektere og beundre dem. Men mennesker og elefanter vil aldrig mere leve sammen som de gjorde for mange år siden.

Hvordan vil du udlægge denne histories morale?