KROGSHOLM.COM

Kai-Kowmow var ikke alene en af Stammens Høvdinger, han beklædte ogsaa den meget vigtige Post som "Ariki" eller Præst, og kunde som saadan udtale sit „Tabu" over hvem som helst og derved beskytte vedkommende mod Mængdens Forbitrelse.

„Tabu", som er fælles for alle polynesiske Folkeslag, er en højst besynderlig, men meget praktisk Indretning, idet den fredhelliger enhver Person eller Genstand, som bliver stillet under dens Beskyttelse.

I Følge Maori-Religionen bliver enhver, som løfter Haanden mod en, der staar under „Tabus" Beskyttelse Øjeblikkelig straffet med døden af de fortørnede Guder, og skulde disse tøve med at hævne fornærmeren, saa vil Præsterne ikke undlade at udføre den gengældende akt paa deres Vegne.

Som oftest anvendes "Tabu" i politisk Øjemed; men en virkelig klog og dygtig Høvding véd ogsaa at fremme Stammens Interesser ved Hjælp af den. Hvis f.eks. et uforudset Forbrug af Fisk truer med at tilintetgøre Ynglen i Floden, eller hvis de unge Patat-planter ikke slaar rigtig an, straks stilles disse Genstande af økonomiske Hensyn under "Tabus" Beskyttelse. Dersom en Høvding vil sikre sig og sit Hus Handelsfordelene med et fremmed Skib eller han vil chikanere en eller anden Handlende, som har mishaget ham, straks udtaler han sit „Tabu", og ingen tør da have noget at gøre med Vedkommende.  

De Indfødte kan ogsaa komme under „Tabus" Beskyttelse, f. eks. saalænge de bliver tatoverede og faar Deres Haar gjort i Stand, medens de bygger deres Hytte eller deres Kano og fremfor alt, naar de er syge eller døende.

Som man ser, minder „Tabu" ikke saa lidt om det middelalderlige „Veto".

Saa længe de Indfødte staar under „Tabu", maa de holde en meget streng Diæt og maa ikke berøre Spisevarerne direkte med deres Hænder. En rig Mand klarer sig ved Hjælp af sine Slaver, der jo kan made ham, medens den Fattige maa optage sine Næringsmidler direkte med Munden, hvilket paa en Gang er højst ubehageligt og samtidig ligestiller ham med Dyrene.

Alt i alt leder denne ejendommelige Skik alle New-Zea-lændernes Handlinger og Gøremaal, og det er udelukkende takket være den, at Høvdingerne formaar at holde disse uciviliserede Vilde i Ave.

Skønt Glenarvan havde hørt tale om denne „Tabu" og vidste, at det var den, som han og hans Lidelsesfæller kunde takke for deres Frelse, gjorde han sig dog ingen Illusioner om den Skæbne, der ventede ham. Han vidste, at kun hans Død kunde sone Mordet paa Kara-Tété.

Men Døden er jo blandt hine Folkeslag ensbetydende med langvarige og grusomme Pinsler, saa det kan ikke nægtes, at han med Gru forudsaa den Skæbne, som ventede  ham.  Hans eneste  Haab  var  imidlertid,   at  Kai-Kow-mows  Vrede  vilde  ramme  ham  — og  ham  alene!

Hvilken frygtelig Nat de alle tilbragte! Hvem kan finde Ord til at skildre den Sjæleangst og Spænding, de gen­nemgik! Den stakkels Robert og Paganel var jo allerede forsvundet. Kunde man være i Tvivl om deres Skæbne? Ak nej — de var selvsagt blevet de første Ofre for de grusomme Vildes Hævntørst. Selv Mac Nabbs, som dog ellers ikke let fortvivlede, havde mistet ethvert Haab om Frelse. Den brave John Mangles troede, at han skulde gaa fra Sans og Samling, naar han saa Mary Grants dumpe Fortvivlelse over Broderens Skæbne. Glenarvan tænkte paa det Løfte, som hans Hustru havde forlangt af ham, og spurgte sig selv, om han virkelig skulde finde Mod til selv at dræbe hende?

Det var haabløst blot at tænke sig Muligheden af Flugt, da ti, til Tænderne bevæbnede, Krigere holdt Vagt udenfor deres Dør.

Saa oprandt Morgenen den 13. Februar. Paa Grund af ,,Tabu" bestod der ingen som helst Forbindelse mellem de Indfødte og Fangerne. Der stod Vand og nogle Nærings­midler i et Hjørne af Rummet, men de Ulykkelige rørte det næppe; Sulten havde veget Pladsen for Smerten. Dagen forløb uden at medføre nogen Forandring i deres Stilling; men ogsaa uden at bringe dem den svageste Straale af Haab. Uden Tvivl vilde Maori-Høvdingens Begra­velse falde sammen med Afslutningen paa deres Lidelser. Naar Glenarvan følte sig overbevist om, at Kai-Kowmow ikke mere tænkte paa at udveksle dem med Indfødte, saa delte Majoren dog ikke denne hans Opfattelse og saa netop deri den eneste svage Lysstraale.

„Hvem véd," sagde han til Glenarvan, „om Du ikke netop har gjort Kai-Kowmow en stor Tjeneste; hvis jeg ikke tager meget fejl, bestod der ikke noget Venskab imellem de to Høvdinger, og som den ældste stod Kara-Tété højst i Rang."

Men  hans  Tale  formaaede   ikke   at  forandre  Glenarvans Synspunkt; Dagen slæbte sig afsted som den foregaaende, og der blev  tilsyneladende ikke truffet Anstalter hverken til Høvdingens Begravelse eller Fangernes Afstraffelse.

Grunden hertil var, at i Følge Maoriernes Religion forlader den døde Sjæl først Legemet efter tre Dages For­løb, og indtil den 15. Februar stod „Pahen" øde og tom. John Mangles, der krøb op paa Skuldrene af Wilson, forsikrede de andre om. at der ikke fandtes en eneste Indfødt paa Pladsen med Undtagelse af Portvagterne, som blev afløst med regelmæssige Mellemrum.

Først den tredje Dag genaabnedes Hytterne, og en Skare paa omtrent 100 Maorier, Mænd, Kvinder og Børn, samlede sig i Pahen".

Omgivet af Stammens Øverste skred Kai-Kowmow lang­somt ud af sin Hytte og tog Plads paa en lille Forhøj­ning. De Indfødte stillede sig i en Halvkreds udenom ham, idet de alle vedligeholdt den dybeste Tavshed.

Paa et Vink af Kai-Kowmow skilte en Kriger sig ud fra Mængden og gik henimod Fangernes Hytte. „Glem ikke dit Løfte," hviskede Lady Helena til sin Mand, der trykkede hende til sit Bryst i tavs Smerte. Mary  Grant  gik  hen til dem.

„Lord og Lady Glenarvan," sagde hun med sagte Stem­me, „ikke sandt, naar en Hustru kan modtage Døden af sin Ægtefælles Haand for at undgaa en vanærende og pinefuld Skæbne, saa kan en ung Pige vel have Lov til at anmode sin Forlovede om at lade hende blive den samme Lod til Del. John, vedblev hun derefter, henvendt til Kaptajnen, i dette Øjeblik, hvor vi har Døden for Øje, kan jeg vel nok tale frit ud. Vil Du love mig, ikke at lade mig falde levende i disse Uhyrers Hænder?"

„Mary," raabte den unge Kaptajn. „Oh — min elskede Mary ....."

Han fik ikke talt ud; thi i dette Øjeblik blev Tæppet løftet tilside og den fjendtlige Kriger gav dem med en Haandbevægelse Tegn til at følge sig.

Damerne fulgte ham i Tavshed, fuldt forberedt paa deres Skæbne, og Herrerne skjulte deres Følelser under en paataget rolig Maske. De blev ført hen foran Kai-Kowmow, hvis Dom ikke lod vente længe paa sig. ,,Du har   dræbt  Kara-Tété," sagde han til Glenarvan. „Det har jeg," svarede denne. „I  Morgen  ved  Solopgang  vil  Du  dø." „Jeg alene?" spurgte  Glenarvan med  bankende Hjerte.

„Ja — Du alene," svarede den anden," som om vor Tohongas Liv ikke var langt kostbarere end Eders." ved­blev han med et fortørnet Blik.

I dette Øjeblik opstod der en Bevægelse i Forsamlingen, der aabnede sig for at give Plads for en med Støv og Sved bedækket Kriger. „Du kommer fra Lejren ved Pakekas?" spurgte Kai-Kowmow." ,,Ja," svarede Maorien. Har Du set vor Tohonga, som Englænderne har taget til Fange?" „Jeg har set ham." „Levende eller død?" „Død  —  de  fjendtlige  Soldater  har  skudt   ham."

Kai-Kowmow kastede et sønderknusende Blik paa Fan­gerne og sagde med en Stemme, der dirrede af Sinds­bevægelse og undertrykt Harme:

„I skal alle som en dø i Morgen ved Dagens Frembrud!''  

Fangerne blev ikke mere ført tilbage til Fængslet. De skulde være til Stede ved Maori-Høvdingens Begravelse og de dermed følgende blodige Optrin; de fik derfor anvist Plads paa en lille Forhøjning, hvorfra de umulig kunde undgaa at se alt, hvad der foregik i „Pahen".  

De forskriftsmæssige tre Dage siden Kara-Tétés Død var forløbne - Sjælen havde forladt sit  jordiske Hyl­ster - Ceremonien kunde begynde.  

Den Døde blev anbragt paa en Høj midt i „Pahen". Han var iført en prægtig Klædning og havde Hovedet smykket med en Krone af grønne Blade. Mærkeligt nok var saavel Ansigtet som Bryst og Arme, der var indgnedet med kostbare Olier, ganske uforandret.  

De nærmeste Slægtninge og Venner nærmede sig af Klage, Graad og Hulken, og man begræd den Afdøde ved at slaa Ho­vedet mod Jorden med nogle mærkværdig rytmiske og slæbende Slag. 

De kvindelige Slægtninge hylede og skreg, medens de kradsede sig i Ansigtet med Neglene, saa Blodet flød, hvad der gav dem et forunderlig vildt og raat Udseende.  

Men dermed maa man ikke tro, at Ceremonien var til ende, eller at Sjælen havde faaet den Ro, som den maatte, og skulde have, hvis den ikke skulde lade sin Vrede gaa ud over hele Stammen. Nej! Nu kom Turen til Kara-Tétés Hustru, som visselig ikke turde overleve sin Ægte­fælle.  

Den unge Kvinde, som endnu var ung og sikkert smuk efter Newzealandske Begreber, traadte nu frem. Med vildt, flagrende Haar og fantastiske Bevægelser, der nærmest lignede en Art Besværgelser, begyndte hun at lovprise den Afdødes udmærkede Egenskaber, idet hun skiftevis hulkede og forbandede den, der var Skyld i hans Død. Tilsidst kastede hun sig med et jamrende Udbrud af Smerte ned for Højens Fod — og — i samme Øjeblik susede et frygteligt Slag fra Kai-Kowmows tunge Kølle ned mod hendes Hoved, der knustes — Kara-Tétés Enke var død!

I samme Nu opstod der et øredøvende Spektakel. Hundre­der af Arme hævedes truende mod Fangerne, der blege og forfærdede betragtede det blodige Skuespil — dog ingen rørte sig af Pletten. Sørgespillet var endnu ikke tilende.  

Kara-Tétés Hustru havde fulgt ham i Døden, og begge deres Legemer laa nu udstrakt, det ene ved Siden af det andet; men det var ikke tilstrækkeligt. Hvem skulde være „Noui-Atoua" behjælpelig i den anden Verden, naar han ikke havde sine Slaver med sig?  

Derfor blev 6 ulykkelige Stakler slæbt hen foran deres Herres Lig; det var lavere staaende Fanger, der i Kraft af Krigsloven var tilfaldet Høvdingen som Slaver. I Kara-Tétés Levetid havde de stedse maattet forrette det ringeste Arbejde, var blevet mishandlet og sultet og maatte nu til sidst følge deres Herre i Døden, for til evige Tider at opvarte ham og hans Hustru.  

Staklerne syntes fuldkommen hengivne i deres Skæbne og lod ikke til at nære nogen synderlig Skræk for at dø, hvad deres ubundne Hænder og Fødder beviste.  

Forøvrigt foregik denne hurtigt og forvoldte dem ingen unødig Pine — Nej! Pinslerne skulde forbeholdes dem, som var Skyld i al denne Ulykke — Fangerne, som opfyldte af Gru vendte Øjnene bort fra de endnu gyseligere Scener som paa fulgte. Seks kraftige Kølleslag strakte de ulykkelige Ofre til Jorden, og hermed var Tegnet givet til den skrækkeligste Kanibalscene, som det er muligt at forestille sig. Slavernes Legemer var ikke som Høvdingens og hans Hustrus beskyttede ved „Tabu", og Europæerne blev nu Vidne til et Optrin, som søger sin Lige i Gru og Modbydelighed. Hele Folket, Mænd og Kvinder, Børn og Oldinge, kastede sig, uden Hensyn til Køn og Alder, over de Dødes afsjælede Legemer. Hurtigere end Pennen kan nedskrive det, blev de endnu dampende Lemmer flaaet fra hverandre, sønderlemmet, delt og atter delt i hundrede af Smaastykker; thi det gjaldt jo om, at hver evige eneste en af de tilstedeværende Maorier fik deres Mundfuld af det delikate Menneskekød. Man sloges, man reves, ja bedes for ikke at slippe sin Andel og alt imedens flød Blodet i stride Strømme og gav dem alle Lighed mod en Skare vilde Dyr. Hist og her blev der hastigt optændt Baal, og en frygtelig Lugt af brændt Kød opfyldte Luften. 

Glenarvan og hans Kammerater søgte at dække den gru­fulde Scene for Damerne; men disse havde set tilstrækkelig til at vide, hvilken Skæbne der ventede dem selv den følgende Dag, og var mere døde end levende af Rædsel.  

Da Maaltidet var tilende, begyndte Dødsdansen. Stærke Likører, Brændevin og andre berusende Drikke havde nu berøvet de Vilde ethvert Spor af Menneskelighed, og Fan­gerne tænkte med Gru paa, at de maaske i deres Druk­kenskab vilde glemme „Tabu" og i deres Vanvid forgribe sig paa dem!