LAMPEN I HAVKVINDENS HUS
Fra Knud Rasmussen: Intellectual Culture of the Copper Eskimos. Gyldendal 1932
TEKST 4
Det siges, at hver gang mennesker er i nød og sidder i mørke, fordi de ikke har spæk til deres lamper, går også lampen i havkvindens hus ud. Det betyder, at hun selv vil kunne fornemme det, når mennesker begynder at lide. Der findes den tro, at hun i sin lidenskab begærer de samme genvordigheder som dem, menneskene har bragt over sig selv ved deres ulydighed. Denne tro findes særskilt hos umingmaktormiut (en lille stamme på i alt 50 medlemmer o.a.)
Hun påkaldes på følgende måde: Alle fra bopladsen samles i en qagsje (det eskimoiske ord for en snehytte) ude på isen. Når alle er der, kommer shamanen og laver inde i hytten et hul med en snekniv. (...) Dette hul er fuldstændig magen til en sæls åndehul, og tanken er, at Arnakäpshaluk (den store, slemme kvinde) skulle komme op igennem det. Så snart shamanens forberedelser har nået dette stade, forenes alle i qagsjen i den berømte hymne, som nu med uimodståelig kraft skal hæve sig fra menneskenes indre som en nivjalut: en religiøs sang af samme art som en magisk sang. Den synges på en monoton, langsom og meget højtidelig melodi og har følgende ordlyd.
Maiorshaut - Hymne til at kalde (Arnakäpshaluk) op fra dybet.
Store kvinde dernede/ Vil hun mon føle trang til at røre på sig/ Store kvinde dernede/ Vil hun mon føle trang til at røre på sig?/ Kom frem, du dernede/ kom frem, du dernede!/ De, der bor oven over dig/ kalder, siges det, på dig/ kalder på dig/ for at se dig vild og bidsk/ Kom frem, du dernede!
Det følgende er en beskrivelse af, hvad der hændte ved sådan en seance.
De fortsatte med at gentage disse ord, til shamanen til sidst meldte, at Arnakäpshaluk nærmede sig, og at alle mændene i qagsjen skulle holde fast på ham. De kastede sig øjeblikkelig over ham, for nu havde Havkvinden besat ham, det vil sige hendes sjæl havde taget bolig i hans krop, og hun talte nu med en dyb stemme gennem shamanen. Som regel ville hun fortælle dem, at den dårlige jagt skyldtes brudet af nogle tabu, og at det vedvarende dårlige vejr var et resultat af menneskenes ligegyldighed over for forfædrenes overleveringer. Næppe havde hun udslynget disse anklager, før kvinderne i deres angst begyndte at bekende de tabubrud, de havde begået, mens mændene kæmpede desperat med Arnakäpshaluk, som helt og holdent havde taget shamanens krop i besiddelse. Han vred sig i smerte, slog ud med sine næver og jamrede uophørligt. De havde et fast greb om ham og passede især på, at han ikke løftede hovedet, da luftens ånder er lunefulde, og menneskenes boliger kun skrøbelige. De var bange for, at Havkvinden skulle jævne qagsjen med isen og slippe voldsomme storme løs, og dette ville ske, såfremt shamanen blot løftede hovedet en lille smule. Så snart kvinder og mænd havde bekendt alt, råbte shamanen med høj stemme, at Arnakäpshaluks lampe endnu engang vendte den rette side opad.