EN ÅNDEMANERS TILBLIVELSE
Knud Rasmussen: Myter I , 1921
TEKST 3
Migssuarniánga var en forældreløs dreng, der altid gik og græd. En dag kom en gammel åndemaner til ham og sagde: Det er et dårligt liv, du lever, ved således hver dag at begræde din fader. Bliv åndemaner, så skal jeg vise dig, hvordan du skal bære dig ad.
Jeg tør ikke, svarede Migssuarniánga.
Der er ingenting at være bange for. Gå blot ned til havet og find en sten, der er sort på den ene side og hvid på den anden. Den skal ligge således, at den aldrig ligger tør af havet, og du må vade ud til den. Når du tager den op, skal der helst hænge tang og havplanter fast ved den.
Du skal derpå kaste dine klæder og vaske dig over hele kroppen med tang og saltvand, og så går du op i fjeldene og udsøger dig en ensom sø.
Der finder du også en glat klippeflade, hvor du sætter dig ned og stryger stenen rundt til venstre, ind imod dig, i samme retning som solens bane, og her skal du blive siddende og stryge uafbrudt, uden hensyn til sult og træthed, indtil der sker noget.
Den hemmelighedsfulde måde, hvorpå den gamle åndemaner fortalte dette, gav drengen stor lyst, og han gjorde, som det var blevet ham sagt.
Da han havde fundet en sten, der var, som den skulle være, gik han til fjelds, betaget og forknyt over det, der ville ske.
Da hører han pludselig en stemme og opdager en lille bitte dværg, der går ved siden af ham.
jeg hedder Qataitsaq (Diskant), sagde dværgen.
Migssuarniánga, som vidste, at man skulle røre ved alt overnaturligt, man mødte, strøg straks sin hånd hen over den lilles hoved og havde i samme øjeblik fået sin første hjælpeånd.
På lignende måde erhverver han en række andre hjælpeånder, og skildringen slutter med følgende :
En morgen vågnede han med vilde smerter i hovedet ; hans hjerne voksede og buldnede op indefra og vældige tankers veer pressede på for at blive forløst. Han måtte tale, varsle, spå og dømme, om ikke vanviddet skulle komme over ham.
Og så sammenkaldte han da på åndemaneres vis sine bopladsfæller til fest og øvede sin kunst for slukkede lamper, bagbunden som en hjælpeløs bylt. Man hørte ham sukke og stønne fra mørket, og troldtrommen, der var lagt ved siden af ham, var selv blevet levende og gik, som om tusinde ånder slog løs på den.
Og da trommen nu berørte hans hæl, var det, som om det første hvide daggry steg ud af natten; han kunne skimte i mørket. Senere, da den berørte hans hofter, kom selve dagen. Mørket fandtes ikke for ham i natten, hans øjne skar tværs igennem alt.
Men da så endelig den aften kom, da trommen som ført af usynlige hænder stod skælvende og tarmskindssyngende på hans skulder, vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn, og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham, alle afstande og al fjernhed var ikke mere.
Migssuarniánga var blevet alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.
En ny angakoq var opstået blandt menneskene.