KROGSHOLM.COM

Jeg er et ganske almindeligt kvindemenneske, der ingen viden har fra mig selv. Jeg har aldrig været syg og drømmer næsten aldrig, derfor er jeg ikke blevet synsk. Når jeg en gang imellem går ind i landet for at samle brændsel, føler jeg kun glæde over at mærke solens varme, og mange minder strømmer ind over mig fra de egne, jeg genser, og hvor jeg har gået, siden jeg var en lille pige. Andet oplever jeg aldrig, når jeg bliver alene. Jeg må nøjes med at lytte, når andre fortæller, derfor har jeg al min viden fra en gammel onkel, åndemaneren Unaraluk. Hans hjælpeånder var hans afdøde far og mor, solen og en hund og en ulk. Gennem disse hjælpeånder vidste han besked om alt det, der var på jorden og under jorden, i havet og i himlen.

Men det, jeg nu skal fortælle om, er noget ethvert barn ved, ethvert barn, der er blevet fortalt i søvn af sin moder:

I de allerældste tider var der intet lys på jorden. Alt var mørke, og man så ikke landene, og man så ikke fangstdyrene. Og dog levede der både mennesker og dyr på jorden, men der var ingen forskel på dem. Man levede i flæng. Et menneske kunne blive et dyr og et dyr kunne blive et menneske. Der var ulve og bjørne og ræve, men så snart de blev til mennesker, var de alle ens. De kunne vel have forskellige vaner, men de talte alle det samme sprog, levede i samme slags huse og telte og jagede på samme måde.

Således levede man her på jorden i de allerældste tider, tider, som ingen mere forstår. Det var dengang magiske ord blev til. Et tilfældigt udtalt ord kunne pludselig få kraft, og det, som man gerne ville kunne ske, kunne ske, uden at nogen kunne forklare hvorledes.

Fra disse tider har de gamle husket en samtale mellem en ræv og en hare. "Taoq-taoq-taoq: mørke-mørke-mørke", sagde ræven. Den ville gerne have mørke, når den skulle stjæle menneskenes depoter. "Uvdloq-uvdloq-uvdloq: dag-dag-dag" sagde haren. Den ville gerne have dagens lys, så den kunne finde sin føde. Og så var det pludselig blevet, som haren havde ønsket. Dens ord var de stærkeste... Ingen har fortalt os, hvorledes jorden blev til.

Den var, som den er, den gang vort folk begyndte at huske. Men sol og måne og stjerner, torden og lynild er mennesker, der engang er faret ud i rummet.

 

Note

Netsilik er centraleskimoer i Canada. Ifølge fortælleren var der 3 steder, hvortil man kunne komme efter døden:

a) Angerdlartarfik, "glædens boplads" i himlen, der mindede om indianernes evige jagtmarker, b) Noqumiut, "hængehovedernes land", lige under jordskorpen, hvortil dårlige fangere og kvinder uden tatoveringer kom - og den eneste føde var sommerfugle og c) Agdlit, "de dødes land", i underverdenen, hvor der var lyst og venligt, og hvortil ånderne havde mulighed for at komme.