KROGSHOLM.COM

TEKST 1

"Fortæl mig noget om jeres religion. Hvad tror I på?" spørger jeg.

" Vi tror slet ikke, vi frygter, og mest af alt Nuliajuk."

"Hvem er da Nuliajuk?"

"Nuliajuk kalder vi fangstdyrenes moder. Hos hende er alt viIdt, fra hende kommer alle rensdyr, alle ræve, alle fugle og alle fisk."

"Hvad andet frygter I?"

" Vi frygter alt det, vi aner, og som vi ingen besked kan få om: døde menneskers hemmelige tabubrud."

"Bliver alle mennesker til onde ånder, når de dør?"

"Nej, kun de mennesker, efter hvis død der bliver begået tabubrud, før sjælen har forladt legemet."

"Hvornår forlader sjælen legemet?"

"Den flammeædte" ryster på hovedet og smiler i sit sømandsskæg; hans smukke, kloge øjne får et helt bedrøvet udtryk, for han kan ikke forstå, at en mand kan være så nysgerrig; det er en kvindelig egenskab.

"Hos kvinder fem døgn efter døden, hos mænd fire," svarer han leende, og tilskuernes skinnende ansigter er som et stort, lysende smil. "Er der andet, I frygter?" fortsætter jeg urokkeligt.

"Luftens og jordens ånder. Nogle er små som bier og myg, andre er store og frygtindgydende som fjelde."

"Hvor går sjælen hen, når den forlader legemet?"

"Den flammeædte" vender sig om på briksen, rynkerne ved øjnene bliver meget skarpe, aldrig har han været ude for noget latterligere.

"Når mennesker dør," siger han med sin mørke, langsomme stemme, "hentes de op til himlens land af månen og lever siden oppe i de evige jagtmarker. Deres vinduer ser man fra jorden som stjerner, men ellers ved vi kun lidt om de døde. Enkelte åndemanere har i gamle dage gjort rejsen til himmellandet og har fortalt derom. De har besøgt månen og er altid bleven ført ind i et hus med to rum. Her beværtes de med lækre indvolde af ren; men i det øjeblik åndemaneren rækker hånden ud efter den tilbudte føde, plejer hans hjælpeånd at slå den ud al hånden på ham. Spiser han her i de dødes land, vil han aldrig komme hjem igen. De døde lever et Iykkeligt liv; åndemanerne har set klynger af legende, leende mennesker, og heraf slutter de, at de lever et lykkeligt liv.

... Vore åndemanere nu om stunder forstår sig ikke på ret meget, de snakker bare, og det er det eneste, de kan; de har ingen særlig Iæretid, og deres evner får de gennem drømme, syner eller sygdom, Jeg spurgte en dag en mand: "Er du åndemaner?" Herpå svarede han: "Min søvn er drømmeløs, og jeg har aldrig været syg." Nu da vi er flyttet helt bort fra havet for at komme ind i landet, nærer vi ingen angst for sødyrstabuet, og indførelsen af ildvåbnet har lettet al fangst, unge jægere lever for sorgløst til at have brug for en åndemaner. I gamle dage, da al vinterens føde afhang af efterårsjagten ved "de hellige svømmesteder", var det noget helt andet; da måtte al tabu og mange særlige forskrifter daglig dikteres af kyndige ånde- manere. Nu har vi gIemt de gamIe trylleviser, og du vil ingen amuletter finde indsyet i vore inderpelse. Menneskene har mad nok og bekymrer sig ikke om deres sjæl."

"Hvad forstår du ved sjælen?"

"Den flammeædte" ler højt; det forundrer ham, at jeg ikke en gang ved det.

"Noget ufatteligt, der gør mig til menneske," svarer han dybt alvorligt.