KROGSHOLM.COM

Billederne uden på et tempel må forstås i lyset af templet som et arkitektonisk hele, og i lyset af den religiøse ideologi, der definerer templet. Gudebilledet i det allerhelligste rum (garbha-griha eller ”livmoderrummet”) er ikke desto mindre defineret ved sig selv. Garbha-grihas betydning, som det sted hvor templets hovedgud holder til, tydeliggøres ved den måde figuren er opstillet på og den måde hvorpå man organiserer al færden og aktivitet i nærheden af den. Den tilbedende vil således, når han træder ind i rummet, drages imod nærværet af den gud, der holder til i det. Alle billederne i og uden på templet indgår i én eneste forenende vision, som kommer til udtryk i den samlede struktur; den gentagne lovprisning af guderne i disse billeder skal forstås som ét eneste udsagn. Det meste af ornamentikken på et hinduistisk tempel findes uden på og var oprindeligt lavet af mursten (figur 1), men senere af udhuggede klippeblokke. Generelt er skulpturerne blevet til samtidigt med tempelbyggeriet: man har placeret nogle store stenblokke på bestemte steder, hvorefter billedhuggeren har udhugget figurerne in situ. Ydersiden af et tempel er udsmykket med billeder i overensstemmelse med et ret fastlagt system, der ikke desto mindre tillader stor individuel og regional mangfoldighed. Oprindeligt havde tempelmurene en centralt placeret eller hævet udskæring bestående af et stort billede, der ofte var domineret af én enkelt fremhævet figur (figur 2); denne form for relief kan ses i sin oprindelige form i Deogarh i nutidens Uttar Pradesh (figur 3). Senere hen blev disse billeder tilføjet underordnede billeder, der udfyldte hjørner og andre udskæringer på templet (figur 4). Det centralt placerede billede symboliserede som regel sider ved den guddom, der holdt til i garbha-griha eller forestillede nærtstående guder eller andre former (avatarer) af guden. Et billede, som det af Ganesha (figur 3) kan have udfyldt en sådan central del af den ydre udsmykning på en helligdom, mens underordnede billeder kan have bestået af retningsgivende skytsengle og, senere, kvindelige ledsagere (figur 4). Nicher eller indhak kunne også være udsmykket med mytiske væsener eller vismænd (figur 5). De ydre vægge på helligdomme, sale og forhøjninger blev mere og mere udsmykket efterhånden som den hinduistiske tempelarkitektur bevægede sig ind i det andet årtusinde (figur 6). Som konsekvens heraf, kunne et tempelkompleks pludselig have mange underordnede gudebilleder, der opnåede tilbedelse på samme niveau, som det centrale gudebillede i helligdommen. Disse nye figurer kunne man opleve, når man bevægede sig rundt om den centrale helligdoms nøgleafbildninger. Naturen i nærheden af templet kunne også blive genstand for tilbedelse. En basilikumplante (tulsi) blev for eksempel forbundet med guden Vishnu og er ofte fundet nær de templer, som er indviet til netop denne gud. Oven på den centrale tempeldel finder man, både i den nordlige (nagara) form og den sydlige(dravida) form, et tårn med lodrette linjer eller form af et spir. Ydersiden af templerne fra middelalderen er også rigt ornamenteret med kompliceret udskåret lofter og arkitektoniske elementer. Et sådan element kunne være en udsmykning på de søjler, der var beregnet til at holde på et loft eller en væg (figur 7).