KROGSHOLM.COM

Fra midten af det første årtusinde blev hinduistiske templer afgørende brikker i det arkitektoniske og sociale landskab i det blomstrende Sydasien. Fra det 7. til det 13. århundrede erstattede regionale kongedømmer det centralistiske gupta-herredømme (4.-6. århundrede), og det offentlige liv blev herefter domineret af den hinduistiske tilbedelse i templerne, som udkonkurrerede veletablerede religioner som buddhisme og jainisme. Under magtfulde hindukongers beskyttelse og ved brahminpræsternes daglige ledelse, kom store templer til at repræsentere kongens enevælde, ligesom de med al tydelighed illustrerede den symbiotiske forbindelse mellem ritual og politisk magt. Templerne fungerede som bolig for en central guddom – normalt en inkarnation af guderne Shiva eller Vishnu – og de gudebilleder der var inden i templerne repræsenterede og legemliggjorde denne gud. Mindre regionale og lokale templer kunne huse en af disse hovedguder, men også en af de mange andre guder i det hinduistiske panteon. Pilgrimsfærd til sådan hellige steder associeret med guder eller helgener, og med altre og senere store templer tilknyttet, blev en central del af det religiøse liv i denne tidsperiode. Tilbedelse (puja) af guddommen blev det væsentligste element i den religiøse praksis på disse steder – en markant ændring i forhold til den betydning som ofringer tidligere havde haft. Denne tilbedelse spiller fortsat en meget stor rolle i templerne i hele Sydasien og hos hinduer andre steder.De første hinduistiske templer var højst sandsynligt bygget af forgængeligt materiale, ligesom de sekulære bygninger, som man ser afbilledet ved siden af templerne på de ældste relieffer. At det forholder sig sådan, kan man udlede af den strukturmæssige træefterligning i senere stenmonumenter. Overgangen til mere varige materialer som sten muliggjorde en bevaring af tempelarkitekturen, der ikke gjaldt for Sydasiens sekulære arkitektur, idet denne fortsat må have været opført af forgængelige materialer. Derfor er Indiens arkitektoniske historie domineret af studiet af templer og andre religiøse traditioners helligsteder. De tidligste hinduistiske stentempler blev udskåret I de rå klippe og blev ofte set same sted som buddhistiske og jainistiske monumenter, der var frembragt på same måde. Som sagt kunne helligstederne være skåret som nicher ind i den rå klippeblok, mens der, hvis der var tale om store strukturer, kunne være tale om at man skar sten til tempelbyggeri – de anvendte teknikker blev brugt fra det 3. til det 13. århundrede efter Kristus. Templet Kailasanatha, sponsoreret af Krishna I af Rashtrakuta-dynastiet, udgøres af en række fritstående strukturer udskåret af vulkansk lava fra Deccan-bjergene ved Ellora, og repræsenterer en anden og mere spids måde at skabe stenstrukturer på. Der er bevaret fritstående templer fra det 5. århundrede, hvor efter de også blev den dominerende tempelarkitektur. De første var lavet af firkantede mursten, som det gamle Vishnu-tempel i Deogarh; senere templer blev lavet af større stenstykker, som et yngre berømt eksempel fra Khajuraho.Der blev opført et betydeligt antal templer fra det 7. til det 13. århundrede, men derefter faldt efterspørgslen i det centrale og det nordlige Indien, efter som den politiske magt kom på de fra vest indvaderende muslimske lederes hænder. Tempelbyggeriet forsvandt dog ikke helt fra det nordlige område, ligesom det fortsatte uanfægtet I nogle af de sydlige kongedømmer, for eksempel i Vijaynagar (1336-1565). De hinduistiske templer var tegnet i overensstemmelse med et sæt faste forskrifter, men med næsten uendeligt mange lokale og kunstneriske variationsmuligheder. De geometriske regler, der oprindeligt havde bestemt konstruktionen af altre, blev først gældende for templerne i det tidlige 6. århundrede efter Kristi.Først omkring det 11.århundrede blev disse regler nedskrevet, således at man kunne læse om de to forskellige hovedstile; den nordlige (nagara, figur 2) og den sydlige (dravida, figur 1). Begge stilarter lægger vægt på ét centralt sted; et lille rum kaldet “livmoder-rummet” (garbha-griha, figur 3), som huser templet hovedguddom. Døren til dette centrale rum, og indgangen til selve templet, vender som regel mod øst. Over på det centrale rum rejser sig et tårn; den klar markør for hindutempel-akitektur, ligesom rummet kan være omkranset af en vandregang. Foran tårnet og altret er der som regel et forkammer og en tagoverdækket søjlehal; templet står i sig selv på en hævet sokkel.Denne grundstruktur er sædvanen med hensyn til alle templer i såvel nordlig som sydlig stil, samt i de templer hvor de to stilarter kombineres, som det for eksempel er tilfældet i Deccan i det sydlige Indien. De to stilarter kan skelnes fra hinanden ved iagttagelse af overbygningen på garbha-griha. Den nordlige stilart har et kuppelspir (shikhara), der rejser sig højt over den centrale helligdom, ofte delt i tre vertikale lag og kronet med et frø (amalaka). Efterhåndet blev dette tårn mere og mere udsmykket adskillige spir og små tempelefterligninger. Den sydlige overbygning kan genkendes ved sin pyramideform og ved at have en krone på troppen. Dette tårn var et uundgåeligt symbol Mount Meru, gudernes bopæl i verdens midte. Konturer af guder placeret på ydersiden af templerne, som beskyttere og lykkebringende væsner, tjener som en understregning af det hellige steds overjordiske og evige natur. Efterhånden som det ydre af templerne blev mere og mere detaljeret, voksede tempelområderne som følge af nye behov for og brug af helligt rum. Der blev tilføjet rum til dans, recitation og forsamling, ligesom underordnede helligsteder blev opført uden om det centrale tempelkompleks. Indgangsportaler med tårne er karakteristiske for templer i sydlig stilart og markerer horisonten oven over indgangspartiet. Adgang til den centrale helligdomvar, og er stadig, ofte kun tilladt for præster, som leder ritualerne. I nogle templer er det dog tilladt for de almindelige tilbedende at tage del i darshan; den hellige beskuen af guddommen (figur 3 og 4). Moderne templer kan være helt anderledes byggeri end det traditionelle. I Indien og i indiske subkulturer i udlandet, for eksempel i Trinidad (figur 5) og Queens i New York (figur 6 & 7), finder man ikke længere et centralt placeret lukket alter dedikeret til én guddom. Dette gælder både for templer, som bevidst er forsøgt at afspejlende den traditionelle arkitektonisk byggestil og for de, som er skabt i allerede eksisterende byggerier: Det centrale alter er ofte erstattet af en stor forhøjning med en bred vifte af guddomme på, som de tilbedende kan henvende sig til alt efter behov. Det er stadigvæk ofte præster, der leder gudstjenesterne i sådan templer og skaber kontakt mellem guddommene og de tilbedende. I disse bygninger er guderne også tit placeret i en stor hal, således at menigheden kan forsamles og feste med guderne inden for synsfeltet. Tempelbyggeriet og dets indretning er altså bestemt af de ideologiske rammer og de sociale behov, og må forventes at ændre yderligere karakter, samfundet og dets former for gudstjeneste ændrer sig.