KROGSHOLM.COM

Forestil dig selv på en gade i Delhi, eller i et kvarter i Queens i New York. Hvis du bliver ved med at gå, vil du til sidst befinde dig foran et hindutempel, som den lokale gruppe hinduer har opført, ofte sammen med deres transnationale forbindelser og støtter. Lad os gå ind i dette hellige rum. Prøv at se bag dig; en troende er også trådt inden for. Hvordan oplever han templet og dets gudefremstillinger, og hvordan interagerer han med dem?Skoene tages af og stilles lige udenfor indgangsdøren; den ydre verdens urenheder må ikke bringes ind i guds hus. Den troende vender sig mod guddommen, der normalt står indhegnet på et centralt placeret alter, men som i mere moderne templer kan ses på en sokkel side om side med mange andre guddomme (figur 1). Den troendes optræden vil nu være afhængig af hendes tilhørselsforhold til guderne og af hendes temperament. Hun rækker måske ud og slår på den klokke der vækker guderne, for derved at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse og sætte tilbedelsesritualet i gang.Hun samler hænderne til en respektfuld hilsen, og tager øjenkontakt (darshan) med guden, som er til stede i figuren, og som normalt er smukt udsmykket (figur 2). Den tilstedeværende præst vil eventuelt tilbyde at hælde noget vand over hænderne på hende, hvilket er et almindeligt ritual i de templer der er dedikeret til Vishnu. Hvis han gør det, drypper hun noget af det på sit ansigt og tager en slurk af resten. Dette er en slags prasad, hvilket helt bogstaveligt betyder "nåde", og fungerer som en materialisering af guddommen, som kan fordeles mellem de tilbedende. Man kan se denne basale handling gentaget i det uendelige og med forskellige betydninger i ethvert tempel eller ved enhver helligdom (figur 3). Man kalder den tilbedelsesform som er beskrevet her, og som udgør en elementær form for kommunikation mellem den tilbedende og templets gud, for Puja. Det er helt normalt med individuelle handlinger i templerne, eftersom der ikke finderformelle gudstjenester sted bortset fra ved særlige præsteledte pujas og ved forskellige religiøse fester. Tempelceremonier eller -sammenkomster bliver ofte ledsaget af sange til ære for guden eller af delvis eller fuldkommenrecitation af hellige skrifter. To populære tekster er Bhagavata Purana, en tekst på sanskrit, som beskriver det store gud Vishnus inkarnationer og - de steder hvor man taler hindi - Ramcharitmanas, der beskriver Vishnu-inkarnationen Kong Ramas mange fantastiske oplevelser. De religiøse fester kan også udgøres af natlig sang og danseri, eller af storstilledeprocessioner og religiøse markeder, hvor mobile afbildninger af guden føres frem til offentligt skue (figur 4). Særlige hellige handlinger udføres regelmæssigt, for eksempel på en bestemt dag i ugen - tirsdag er for eksempel helliget gudinden Mariamman i det sydlige Indien og abeguden Hanuman eller andre guder i nord - eller årligt, som den fælles-indiske Shivratri-fest hvert år i februar eller marts måned. De ritualspecialister der holder til i templerne er ofte, men ikke altid, brahminer. Selvom kasteskellene varierer meget over hele sydasien, er brahminerne i al almindelig ansvarlige for ritualerne i de templer, der følger det traditionelle kastehierarki, mens ikke-brahminske præster har ansvaret i de mindste landsbyers templer (figur 5). Brahminerne tilhører den højeste af de fire traditionelle nedarvede erhvervsmæssige hovedkaster, der igen har et stort og lokalt bestemt antal underkaster. De andre hovedkaster er kshatriya (krigere og herskere), vaisya (handelsfolk), og shudra (tjenere og håndværkere etc.). Visse steder, for eksempel i Jagannath templet i Orissa, deler de brahminske præster i bestemte situationer ansvaret for særlige ceremonier med specialister fra lavere kaster (figur 6). Faste daglige pujas spiller en afgørende rolle i tempellivet og det liv der udspiller sig omkrig dets gudefremstillinger.Mere detaljerede ceremonier afholdes i de store templer og ved de store fester, mens mindre templer tit afholde temmelig beskårne ritualer og gudstjenester (figur 7). Alligevel er der en række kernehandlinger og ritualer, som udføres i enhver hinduistiske hengivelsessammenhæng. Disse handlinger følger som regel foreskrifterne fra Agamaerne og tantraerne; nogle tekster, komponeret i det første årtusinde og lidt ind i det andet, som forklarer aspekter af såvel ritualer i hjemmet som de i templet. Disse ritualer finder sted på særlige steder i løbet af dagen, idet de følger en tidsplan, der afspejler rytmen fra menneskets dagligdag - opvågnen, frokost, eftermiddagshvil, aftensmad, at gå til ro - og dagens naturlige inddeling i formiddag, eftermiddag og aften. Agamaerne, tantraerne og en række andre tekster kaster lys på seksten kerneelementer (upachara) ved en pujaceremoni. Ikke alle bliver udført ved hver eneste ritual i hvert eneste tempel, men dog altid i de mest betydningsfulde og de mest velstående templer, for eksempel Minakshi templet, der er del af et stort tempelkompleks i Madurai (figur 8).Indledende ritualer til ære for guden med elefanthovedet, Ganesha, for at sikre et godt udbytte, og proklamationer om ritualets afvikling, er almindelige. Ligesom dehjemme, kan de seksten upachara også i templet inddeles i fire kategorier: (1) guden nedkaldes i dens afbilning; (2) der ofres vand til at vaske den i; (3) afbildningen bliver helt konkret vasket og klædt på (figur 2), den blive udsmykket, mens der bliver holdt røgelse og en lampe frem foran den (i ritualet kendt somarati), ligesom der ofres mad til den; og (4) der vises en rerspektfuld hilsen foran figuren, inden man tager afsked med den. Aratien, der består i at man svinger en lampe foran guddommen, er et vigtigt element i ritualet og udelukkes derfor sjældent. Som symbol på gudens samtidige legemliggørelse og transcendens, og som et fikspunkt for den tilbedende, er flammen og dens energi med til at ophæve skellet mellem den tilbedende og det tilbedte. Skellet mellem den tilbedende og det tilbedte ophæves også ved brugen af prasad, gudens "nåde". Prasad kan bestå af aske og pudder, som i Shiva-templerne, eller af vand, som i Vishnu-templerne. Den mad som præsterne først ofrer til guderne, for dernæst at omdele den blandt de tilbedende, er også prasad, og via alle disse med guddommelig kraft gennemtrængte materielle midler, når det guddommelige den tilbedende på en konkret fysiske måde i løbet af puja-ceremonien. Det er ikke påkrævet, at guderne tilbedes på denne måde, men det er udtryk for en manifestation af det menneskelige begær efter at tilbede guderne og det menneskelige behov for en direkte kontakt med disse. Visse guder, især landsbyguder eller regionale guder (som både kan være og ikke være forbundne med de "store guder" i den pan-indiske Purana tradition;, Shiva og Vishnu), kan smigres med ret stor succes ved at man ofrer til dem. Ofringerne kan indtage adskillige former (figur 9), med kan hovedinddeles i de der er vegetariske od de der ikke er det. Selvom de er set ned på af nogen, finder der stadig dyreofringer sted i bestemte templer og til ære for bestemte guddomme, for eksempel visse gudinde. Faktisk er det at ofre mad til guderne noget meget centralt i tilbedelsen, idet man dermed behandler guden, som var den en højt æret gæst. Bag ved dette gemmer sig igen tanken om, at den tilbedende har behov for at identificere sig med det tilbedte og føle sig guddommeliggjort under tilbedelsesceremonien.På denne måde er den tilbedende under tempelritualet ikke blot i øjenkontakt med guden og en passiv modtager af velsignelse, men kan opleve sig ét med guden.