KROGSHOLM.COM

Gudefremstillingerne bliver ofte, i middelalderlige tekster fra det sydlige Asien, beskrevet som kroppen for eller legemliggørelsen af gudens livskraft, akkurat som den menneskelige krop siges at huse sjælen. Guden er helt konkret tilstede i billedet, der af mange anses for en guddom sig selv. Dette lader sig kun gøre, fordi guden tillader, at det sker. De gudebilleder, der er selvskabte (swayambhu) behøver ingen menneskelig indgriben, for at påkalde sig gudens nærvær. Menneskelig indgriben er derimod påkrævet for så vidt angår fremstillede afbildninger, for at de bliver i stand til at huse guden. Det ovenordnede begreb for at levendegøre billedet kaldes "tilvejebringelse af åndedræt" (pranapratistha) eller "tilvejebringelse" (sthapana). Der er ikke tale om en enkeltstående begivenhed, men en længere proces gennem hvilken guden bringes fuldt tilstede i billedet. Processen består af en række af ritualer, der begynder allerede under selve billedproduktionen og de allerførste ritualer i templet. Åbningen af øjnene er en afgørende begivenhed i selve guddommeliggørelsen af billedet (figur 1). Efter denne begivenhed er billedet gjort klar til at forholde sig til de tilbedende via den visuelle kontakt (darshan eller "syn"), selvom det ikke er nødvendigt med øjne, for at muliggøre en dynamisk og gensidig udveksling af blikke. Det at lave øjne knytter sig selvfølgelig til fremstillingen af antropomorfe billeder, men ikke-antropomorfe billeder kan godt have øjne. Ja, øjne eller øjenlignende former bliver tit etableret for at understøtte kontakten mellem guddom og tilbeder. Denne kontakt er nemlig et nøglebegreb i den hinduistiske tilbedelse (puja) (figur 2). Indvielsen kan også udlægges som en måde hvorpå meningen med fremstillingen af det guddommelige defineres, og en måde hvorpå det afgøres, hvem der har autoritet til at give denne definition. Der deltager mange mennesker ved indvielsesceremonien, og de deltagende kan komme fra mange forskellige kaster og klasser. Kunstnere og håndværkere spiller for eksempel en afgørende rolle ved indvielser. De brahminske præster kan også være betydningsfulde, selvom deres deltagelse ofte kun drejer sig om enkelte elementer I processen, for eksempel øjenåbnings-ritualet, og derfor er ret begrænset. Brugen af brahminske præster i indvielsesprocessen af et gudebillede understreger, at brahminsk praksis har overtaget det, der tidligere var stamme- eller folkelig praksis blandt de lavere kaster. For eksempel bliver træpæle, i Orissa, brugt som repræsentationer af en lang række guder (især ses det i de tre centrale gudefremstillinger i templet Jagannath i Puri). Lavkastepræster har ansvaret for fremstillingen og indvielsen af disse pæle, bortset fra det allersidste trin, hvor brahminske præster lader riterne kulminere. Dertil kommer, at det nu om dage er normalt også at se naturskabte centrale gudebilleder side om side med antropomorfe højtidsbilleder skabt og indviet efter brahminske normer. Indvielsesprocesserne afspejler derfor komplicerede sociale og historiske forhold, ligesom forskelligartede traditioner smelter sammen med praksisformer fra forskellige sociale sfærer. Hinduismens største traditioner er blevet født og genfødt gennem et sådan dynamisk samspil.