top of page

HINDUISMENS MANGE FACETTER

RITUALER OG BILLEDER I HJEMMET

Dagsrytmen i hjemmene afspejles i ritualerne. Der er endvidere mange ligheder mellem de hjemlige ritualer og de der afvikles i templerne, selvom der er store regionale og individuelle variationer. Guderne "vækkes" meget tidligt om morgenen og ofres mad og andre gaver, hvorpå de klædes på og gøres klar til den kommende dag. Ved dagens afslutning gennemføres et lignende ritual. Alligevel kan man ikke sige, at alle hinduer tillægger den rituelle omgang med gudebilleder lige stor betydning. De vælger måske andre typiske former for daglige ritualer. For eksempel recitation af tekster der ikke har noget med de afbillede guder at gøre eller tilbedelse af solen eller en flod, idet sådan naturfænomener anses for naturens udtrykte billede af det guddommelige. Bad i Ganga (Ganges) eller andre hellige floder er, for eksempel, i sig selv em form for offer (puja). I sådan et tilfælde anses floden for selve gudinden, som den naturskabte fremtræden, som man bør nærme sig, ære og kommunikere med gennem det rituelle bad. Man vil derfor normalt kunne se de gudsfrygtige bade og bede både morgen og aften i det gavmilde flodvand der bringer liv til de nordindiske sletter. (figur 1). De daglige ritualer og bønner former livet, og dette understreges endvidere ved særlige ceremonier i forbindelse med vigtige overgange i livet, og i forbindelse med indfrielsen af forskellige løfter. Blandt de vigtigste af disse overgangsritualer er fødsel, højkaste-indvielse, bryllup og død. Løfterne er som regel, men ikke kun, afgivet af kvinder. Et løfte kan bestå i, at man indgår i en slags byttehandel, hvor man lover at leve i askese, hvis man til gengældsikres bestemte forhold for familien - herunder sundhed. Sådan løfter er en vigtig måde, hvorpå man kan fjerne negativ energi fra hjemmet; de som har afgivet løfterne bringer lykke til hjemmet, og som lykkebringere er de værdige til at ære sig selv. Det er for eksempel normalt for gifte kvinder at faste på helligdagen Purnima, i den hindustiske jeth-måned, for på denne måde at mindes Savatri, hvis hengivenhed over for sin ægtemand reddede ham fra døden; Engang daSavatris mand følte sig utilpas, fastede hun og aflagde mange løfter, og da han døde, fulgte hun dødsguden Yama, da han kom for at tage ægtemanden med sig. Yama valgte at belønne hende for hendes hengivenhed, og hun vandt således sin ægtemand tilbage. Så derfor faster kvinder både for at mindes Savatris hengivenhed og for at skænke deres egne ægtemænd sundhed og et langt liv. Tilbedelsesformen i såvel hjemmet som templet, har ofte ét konkret gudebillede som centrum. Det kan dreje sig om et permanent gudebillede (figur 2 og 3), der "bor" på husalteret, eller en flygtig afbildning - skabt til en særlig ceremoni eller tilbedelsessituation. De seksten hovedelementer (upachara) der indgår i tempeltilbedelsen, indgår også i de hjemlige ritualer. Disse seksten upachara kan inddeles i fire kategorier: (1) Guddommen nedkaldes til billedet; (2) vand til at bade guden i bliver ofret; (3) gudebilledet bliver vasket helt bogstaveligt, klædt på, udsmykket, får fremvist røgelse og en lampe (kendt i ritualet som arati), ligesom guden bliver bespist; og (4) gudebilledet vises al mulig respekt og ønskes held og lykke. Et andet udbredt hjemligt ritual består i recitation fra udvalgte dele af de hellige tekster, eller sommetider endda hellige tekster i deres helhed. Often sker det at en familie inviterer venner og naboer til at tage del iden fortjenstfulde offentlige oplæsning, og nogle gange medvirker de som tager imod invitationer i flere dages uafbrudt oplæsning. Mens der ofte bliver lavet særlige altre til helt bestemte fejringer, kan dele af huset eller bestemte steder på væggen være dedikeret til hjemmets gud (figur 4, 5 og 6). Et hvert menneske kan tilbede sin sin personlige gud (ishtadevata) i hjemmet eller templet. De enkelte familier kan også tilbede deres egen gudeklan eller -familie (kuladevata), der forbindes med forfædrenes oprindelse, lige som en hel landsby kan hengive sig til en ganske bestemt landsbyguddom (gramadevata), som regel en gudinde og ofte forbundet med et af lokalmiljøets naturmæssige særkende. Lokale og regionale guder bliver æret side om side med hinduismens hovedguder i såvel hjemmenes som det lokale fællesskabs helligdomme. I de hjemlige ritualer spiller familiens kvindelige medlemmer den afgørende rolle, hvilket er med til at fastholde dele af det traditionelle kønsrollemønster, mens de formelle ritualer i de fleste templer domineres af mænd, som oftest brahmin-præsterne. Ritualerne i hjemmene for at skabe sikkerhed og sundhed til familien, ledes altså som regel af kvinderne. Kvinderne spiller den dominerende rolle, så derfor svarer hele tilbedelsesprocessen meget til de adfærdsformer der traditionelt forbindes med kvindernes rolle i hjemmet. Idéen om guddommen som en æret gæst, som man almindeligt vis tilbeder i såvel hjem som tempel, kommer på mange måder mest tydeligt til udtryk inden for hjemmets rammer:kvinder har en nøglefunktion med hensyn til at byde gæster velkommen og tage sig af dem, så derfor ligner de hengivendes adfærd i forbindelse med tilbedelsen på mange måder den rolle som kvinden indtager i hjemmet.På en ganske entydig måde afspejler tilbedelsesceremonien også forholdet imellem mand og kvinde, sådan som dette traditionelt opfattes i overensstemmelse med de konventioner der siger, at kvinden skal vise omsorg og ære i forhold til sin mand. De tilbedende forholder sig, i følge denne model, til guddommen på samme måde som kvinder gør til sin mand, nemlig som en undersåt der udviser den fornødne ærefrygt og sørger for den rette næring og velværen i kærlighedsforholdet. Indtagelsen af velsignet mad (prasad) ved tilbedelsesceremoniens afslutning viser også i et vist omfang forholdets hierarkiske natur, men også en atmosfære af intimitet og fællesskab, for ofte er det sådan, at kvinden spiser sin mands levninger, når han er færdig med at spise. Madofre til guderne udføres igen og igen, som indledning til, at man kan indtage levningerne ved familiemåltidet. Af denne vej bliver ofringen fuldt ud integreret i familiens daglige rutiner.

Figur 1

Floden tilbedes som gudinde

(se note 1)

Figur 3

Shiva og Parvati

(Uma-Maheshvara)

(se note 3)

Figur 2

Shiva og Parvati

(Uma-Maheshvara)

(se note 2)

Figur 4

Husalter for Gayatri

(se note 4)

 

Figur 5

Husalter for gudinderne

(se note 5)

Note 1

En flod tilbedes som en gudinde, og både hovedfloden og de mindre bifloder, der bugter sig over sletterne og mellem bjergene på det indiske subkontinent, kendes under forskellige navne. Bønner og rituelle bade udføres om morgenen og aftenen, når de hengivende ankommer for at ære solopgangen, -nedgangen og den flod, der skænker milde gaver til landet.

 

Note 2

Shiva og Parvati (Uma-Maheshvara); Indien; Pala-perioden, det 9. århundrede; Kobberlegering. 13,3 cm høj.Denne charmerende lille bronzeafbildning, der viser hindu-guden Shiva med hustruen Parvati siddende på det venstre knæ, er en udbredt fremstilling og kaldes Uma-Maheshvara efter to andre navne på guderne. Shiva kan genkendes på, at han har en halvmåne i panden, og på den trefork omsluttet af en slange, der står til højre for ham, samt på sit køretøj (vahana) - tyren Nandi -, som knæler ved hans højre fod. Parvati, der omfavner Shiva med sin højre arm og holder et spejl op foran ham med venstre hånd, kan genkendes på løven - hendes køretøj. Den knælende kvindelige figur på figurens fod symboliserer enten en troende eller skulpturens mæcen. Det at denne statue er så forholdsvis lille kunne tyde på, at den er fremstillet snarere til de hjemlige end til tempelritualerne.

 

Note 3

Shiva og Parvati (Uma-Maheshvara); Indien, Bihar eller Bengal; Pala perioden, 10t.11. århundrede: Kobberlegering. 14,0 cm høj.Denne skulptur viser Shiva og hans kone Parvati i en inderlig omfavnelse, der skal minde de troende om, at Shiva og Parvati er idealbilledet på den menneskelige, fysiske kærlighed. Skulpturer der er bygget over dette tema, bliver normalt kaldt Uma-Maheshvara efter to andre navne på Shiva ogParvati, og betoner Shivas mere milde og muntre side, samt hans kærlighedsforhold til Parvati og sønnerne Ganesha, der ses siddende til venstre for Parvati, og Karttikeya, siddende til højre for Parvati. Det at det altovervejende er kvinder der har doneret de så brunzefigurer med dette tema tyder på, at det må have haft en særlig betydning for kvinder, og at de snarere har været i brug ved privat hengivelse end ved tempeltilbedelse.

 

 

Figur 6

Familealter

(se note 6)

Note 4

Husalter for Gayatri. Den kvinde som opbyggede dette alter har fremstillet et rigt udsmykket billede af gudinden Gayatri udformet i sandaltræmasseog placeret i en traditionel olielampe. Bag ved hende ses en plakat med selv samme gudinde på. Gayatri, en legemliggørelse af et berømt mantra fra Vedaerne, er på det seneste blevet til en vigtig gudinde. Hun opfattes som Lakshmis, Durgas og Saraswatis samlede energi.Note 5:Dette bemærkelsesværdige alter fylder det meste af stueetagen i et hus med forskudt plan i en forstad i North Carolina. Brugen af mange store fritstående olielamper er typiske for altertraditionerne i Tamil Nadu nu om dage, lige som portrætter af gudinden. Rundt om gudinden er en række guder, der opfattes som manifestationer af hendes hellige og kraftfulde energi.Note 6:Dette familealter tilhører familien Seewah, der er indvandret til Bronx i New York fra Guyana, men som oprindeligt er af indisk afstamning. De forskellige familiemedlemmer har forskellige guder: én tilbeder Ganesh, andre Shiva. Alle disse guder er repræsenteret på alteret tillige med en del andre, således at det afspejler alle manifestationerne af de guder der udgør hinduernes panteon. Fotografier af afdøde familiemedlemmer hænger tæt på og mindet på kærlig vis.

  • facebook
  • Twitter Round
  • googleplus

Property Group / T 123.456.7890 / F 123.456.7899 / info@mysite.com / © 2023 PROPERTY GROUP. Proudly created with Wix.com

bottom of page