KROGSHOLM.COM

Det elskede hjemsted for den smukke Herre

og den retfærdige Gudinde med det kønne hår er byen Canpai,

dér hvortil Himalayas Guder

nedfarer for at prise ham ved at synge, "Oh, du Herre som dvæler i vore hjerter,"

og for at tilbede ham gennem aftenriternes brug af røgelse og lys.

Campantar [Sambandar], 6.-7.århundrede

 

Tirunanacampantar (kendt af folket som Sambandar eller Campantar) er en af de tidligste og mest betydningsfulde blandt de seksogtres nayanare, "ledere", som hengav sig til Shiva (figur 1). Denne poet fra 6. og 7. århundrede, der besang sin gud på tamilsk, er en af personligheder, som man forbinder med den tamilske hengivelsesform (bhakti).Bhakti er ikke en uengageret eller obligatorisk gudshengivelsesform; den er som oftest estatisk og altid noget individuelt. Der bliver i digte og i senere helgenbeskrivelser fortalt hvordan disse ledere rejste fra det ene tamilske helligsted til det næste, for dér at synge deres hengivenhed til deres Herre og Gud.Den yngre poet Mannikakkavacaka er en anden betydningsfuld tilbeder af Shiva i de tamilsk talende egne i Sydindien; han er kendt som en af traditionens lærere (figur 2). Disse digte og de helgener, som fremførte dem, grundlagde på afgørende vis den tamilske hengivelseskultur. Digtene afsynges stadig i de forskellige templer i forbindelse med ritualer og ofringer, på foranledning af konger eller almindelige borgere. I dag står sangerne (otuvar) ved siden af hovedtemplet i forbindelse med den daglige gudstjeneste (puja), hvor de med deres sang afslutter den cyklus på seksten elementer (kendt som upachara), som udgør gudstjenesten. Mens religiøs litteratur fra andre dele af Indien tager afstand fra gudstjenester og ritualer med for stærk tilknytning til templet, så prises netop dette i de tamilske poeters hengivende sange til Shiva. Digte af Sambandar og andre helgener er for eksempel dedikeret til særlige lokaliteter i den tamilsk talende kultur, og templer og helligsteder bliver prist til skyerne. Digtene har fokus på den velsignelse det er at møde den store guddom, og forsøger at formidle dette til tilhørerne ved at bringe liv til gudsbilledet i al dets storslåenhed. Stærk kærlighed og personlig hengivenhed er grundkernen i digtene, der dermed bringer Gud tæt på tilhørerne, idet de fremmaner et nærværende og levende billede. Sambandar arbejde blev samlet i Tevaram, der er blandt de ældst bevarede hinduistiske teologiske og sekteriske tekster på modersmål frem for sanskrit, den religiøse praqksis og teologis formelle sprog. Manikkavachakas arbejde blev samlet i Tiruvacakam. I modsætning til andre modersmål i området, var tamilsk dominerende i den klassiske litteratur allerede i begyndelsen af det første århundrede, men Tevaram udgør den første egentlige religiøse tekstsamling på tamilsk.