KROGSHOLM.COM

Liv får et gudebillede først, når guden eller gudinden har manifesteret sig i det. Ved at billederne på denne måde er "selv-skabende" (swayambhu), undgår man menneskelig indblanding i selve livgivningen, og det er derfor først når nogen opdager, at dette har fundet sted, at der udvikler sig en tilbedelsespraksis omkring dét hellige objekt, der er kommet ud af et almindeligt stykke natur eller en genstand. Omvendt kan man sige, at det menneskeskabte gudebillede ikke først får sit liv, når det har fundet sin endelige form, men allerede ved menneskets intention om at fremstille et religiøst billede, selvom det dog først bliver realiseret endeligt ved en indvielsesceremoni. Richard Davis, ekspert i sydasiatisk kunst og religiøsitet, skriver i bogen ”Lives of Indian Images”: "There is never a time when the image exists as an unconsecrated object".Guden regnes for til stede i selve det råmateriale, der bruges til at fremstille billedet. Gennem selve formgivningen bliver den iboende guddommelighed tydeliggjort og forstærket. Processen kulminerer med overdragelsen til templet og den indvielse, der skal fuldkommengøre guddommeliggørelsen.Guddommeliggørelsen begynder altså allerede med den håndværksmæssige fremstilling. Materialerne udvælges med den allerstørste grundighed. Fremstillingen af det fysiske billede begynder med en rituel indvielse, hvor både præster og kunstnere er centrale. Præsterne fastholder normalt deres medvirkende rolle, efterhånden som processen skrider frem, idet de med jævne mellemrum velsigner afbildningen, ligesom de vil overvåge den rituelle omgang fremover. Kunstneren må, især når han fremstiller mere formelle billeder, følge nogle strenge ikonografiske regler, som er formuleret i tekster som Shilpashastras-teksten, der fortæller om bygningers og billeders udseende. Man benytter sig af forskellige materialer, herunder sten, bronze, ler, og træ, til at fremstille tre-dimensionelle billeder. Når afbildningerne skal indgå i en større arkitektonisk sammenhæng, er det som oftest sten der anvendes. Bronze (figur 1) benyttes gennem den forsvundne voks proces (figur 2 og 3). Først bliver der lavet en voksudgave af den tilsigtede bronzefigur. Denne model beklædes med ler og efter en brændning smeltes voksen væk og løber ud gennem nogle huller – derfor navnet “den forsvundne voks proces”. Kunstneren har nu en hul form, hvori han hælder det smeltede metal. Derpå hugges leret af bronzefiguren, der så til sidst renses og poleres. Bronzen har fået liv. Den centrale figur i Jagannath templet i Orissa er lavet af træ og viser Krishna (som Jagannath eller "Verdens Herre") og hans bror og søster. I modsætning til de fleste figurer i templerne, er de så forgængelige, at de må repareres og genmales hvert år og genskabes hvert tolvte eller nittende år – og under vognceremonien hvert eneste år bliver de tre figurer båret ud og sat på et stort podie, der bæres i procession gennem gaderne (figur 4). Denne praksis er ellers ikke normal for så vidt angår templernes centrale figurer.Afbildningerne bliver altså skabt og fornyet efter nøje forskrifter. I de år hvor de skal genskabes afholdes der en fornyelsesceremoni (kaldet navakalevara) seks uger før vognceremonien. Fornyelsesceremonien består af flere led varetaget af ikke-brahminske præster – en unormal praksis, da brahminerne normalt netop varetager afbildningernes rituelle liv. I ceremonien indgår den rituelle søgen efter træ, de ikke-brahminske præsters hemmelige udskæring af figuren, indvielsen af den nye afbildning, begravelsen af den gamle, og de ikke-brahminske præsters sørgeceremonier, da disse regnes for blodsbeslægtede med gudebillederne. Efter nogle aller sidste forberedelser, hvor de tre ikke-antropomorfe figurer bliver klædt på som var de antropomorfe, begynder det egentlige ritual. De gudebilleder der laves til hinduismens mange kollektive gaderitualer er mindre formelle, men lige så vigtige som de lavet til at blive opstillet i store templer. Et meget stort antal figurer af gudinderne bliver fremstillet til de bengalske Durga og Kali Pujaer, hvor de indgå som tidsbegrænsede helligdomme i de mange processioner (figur 5, 6 og 7). Disse gudefremstillinger er flygtige og beregnet til at blive ødelagt under nedsættelsen i den hellige flod ved ceremoniens afslutning. De er som regle lavet af ubrændt ler bemalet med stærke farver og kan følge såvel moderne som traditionelle stilarter. Plakater af guderne er også en betydningsfuld form for religiøs kunst og findes overalt hvor der er hinduer til stede (figur 8). En populær kunstform i Sydasien portrætterer endog ikke kun guder, men også sikh-guruer, hellige muslimske steder og nationale helte. Disse plakater gør det muligt for fattige folk at købe et gudebillede. De kan ses i forretninger, taxaer og busser i Indien i dag, såvel som på vægge i private hjem og i templerne. Plakaterne med gudebilleder har deres oprindelse i det 19. århundrede, som resultat af både indflydelse fra moderne vestlig kunst og fremkomsten af offset-trykke-teknik i Indien. Plakaternes gudeportrætter afspejler derfor moderne og transnational æstetik. Hvis et gudebillede har lidt skade, kan det ikke bruges i religiøs sammenhæng. Et nyt billede må bestilles, hvilket nødvendiggør en Konstant. . Dette kræver en bred vifte af billeder – og af kunstnere til at lave dem. Af disse arbejder nogle med traditionel stil, mens andre har mere blik for tidens tendenser.