top of page

HINDUISMENS MANGE FACETTER

BILLEDERNES FORMÅL

Hinduismens religiøse kunst viser en bred vifte af guder og helgener på tilsyneladende uendeligt mange måder. Dette har delvist noget at gøre med den store vifte af forskellige religiøse praksisser og trosmåder, der er samlet under begrebet "hinduisme." Ordet "hindu" er forbundet med navnet på floden Indus, og er især blevet brugt af udefra kommende til at definere og karakterisere de der har bekendt sig til flodområdets religiøse traditioner fra og med de første århundreder i det andet årtusinde. I moderne tid, er begrebet "hinduisme" i vesten blevet opfattet som én religion, selv om begrebet faktisk referere til en lang række af religionsformer. Det, at man har samlet mange forskellige traditioner under én hat, er ikke forklaringen på de mange guder i hinduismen, for faktisk er mangfoldigheden et grundtræk ved de mange traditioner, der beskrives som hinduistiske. Upanishaderne, der er en vigtig samling filosofiske og rituelle tekster, indeholder et ofte citeret afsnit, der hævder at selvom der er millioner af guder, er der dog alligevel kun én, og demonstrere hermed mangfoldige mængde måder, som den hinduistiske tradition kan forstås og udlægges på. Mange hinduer finder faktisk, at denne mangfoldighed af trosmåder og religiøse højtider er den aller største styrke ved deres religion. De guder og helgener der indtager de største pladser i den hinduistiske tradition er portrætteret i den litteratur og kunst, som dykker op under Gupta-perioden (det 4.-6. århundrede) og post-Gupta-perioden (det 7. århundrede) i det sydlige Asien, hvor hinduismen, som vi kender den i dag, begyndte at tage form. De bedste eksempler finder man i eposserne - Mahabharata ogRamayana - og i puranaerne. Begge eposser, der sikkert er sammensat omkring begyndelse på vor tidsregning, er fortællinger om helte, krigere og slag. Mahabharata gennemgår den romfattende konflikt mellem pandavaerne og kauravaerne; det indeholder Bhagavad Gita, der beskriver en samtale mellem helten Arjun og føreren af hans stridsvogn, Krishna, der er en inkarnation (avatar) af den store gud Vishnu (figur 1). Ramayana er fortællingen om kong Rama, der også regnes for en inkarnation af Vishnu, og som blev landsforvist fra sit kongedømme i fjorten år sammen med sin kone, Sita, og sin bror, Lakshmana. Puranaerne er genealogiske, kvasi-historiske, og mytologiske tekster, der fortæller om både konger og guder. De indeholder kernehistorierne om de guder, der har fået en central placering i religionen: Vishnu (figur 1), Shiva (figur 2), Brahma (figur 3), og gudinden (figur 4) med flere. Mange af de velkendte hinduistiske guder dukker også op på forskellige måder i vedaerne, som er rituelle tekster fra omkring det andet årtusinde før Kristus: Vishnu ses her som solguden, og Shiva kan genkendes i den grusomme Rudra. Vishnu, Shiva, og gudinden er de tre hovedguddomme, som tilbedes i hinduismen. De der tilbeder Vishnu kaldes "Vaishnavaer," de der tilbeder Shiva er "Shaivaer," og de der tilbeder gudinden er "Shaktaer" (fra shakti, eller "kraft," en kvindelig styrke som gudinden siges at legemliggøre). Brahma regnes tit for det tredje led i en triade sammen med Shiva og Vishnu, og selvom det er almindeligt at se denne treenighed afbilledet i moderne plakatkunst, er Brahma selv kun yderst sjældent genstand for tilbedelse. Andre guder er i stigende omfang blevet populære: Ganesha (figur 5), Shivas og Parvatis søn; Hanuman, abeguden der hjalp Rama i Ramayana; og nye former for gudinder. Mange guder har deres ledsagerdyr, som for eksempel tyren Nandi, der afbilledes sammen med Shiva. Det er vigtigt at understrege, at selv om der er mange guder i det hinduistiske panteon, anser de tilbedende netop deres som den mest betydningsfulde, mens andre guder er ham eller hende underdanige. Guden ses også som manifestationen af universets centrale kraft, og derfor betragter mange hinduer nu om dage, såvel som i gamle dage, sig selv som tilbedende en eneste gud, der gestalter sig på uendeligt mange måder.Der er mange andre guder at finde i den religiøse kunst i det sydlige og syd-østlige Asien, og disse guder er ofte kun løst forbundet med, eller slet ikke forbundet med, de hovedguder, som er beskrevet ovenfor. Lokale guder, til tider særlige guder for den enkelte landsby, tilbedes og afbilledes normalt på den for regionen typiske måde. Disse guder bliver ofte tilbedt uden indblanding fra de brahminere eller ritualspecialister fra høj-kasten, der normalt kontrollerer den rituelle aktivitet i de større templer for hovedguderne. Men omvendt kan det også ske, at de lokale guder og guderinder på den ene side, og de the pan-indiske guder omtalt ovenfor sættes I forbindelse med hinanden: en lokal manifestation af en gudinde relateres måske til en mere kendt gudinde, og en lokal helgen påstås måske at være en inkarnation af en af hovedguderne eller andre højt placerede guder. I byen Madurai i det sydlige Indien hengiver man sig til gudinden Minakshi og hendes store mand Shiva, kendt som Sundareshwara – guder der sættes i forbindelse med de pan-hinduistiske traditioner, men også sættes ind i en helt specifik lokal tradition. Landsbygudinden Chellattamman, hvis tempel ikke ligger langt fra det centale Minakshi-tempel I selve temple-komplekset (figur 6), bliver en gang om året bragt i sin mobile udgave til Minakshi-templet, for at modtage beskyttelse fra Shiva – og, ifølge hendes tilbedere, for at gifte sig med ham. Bagefter vender hun tilbage til sin egen helligdom og modtager fra sine ikke-brahminske præster dyreofringer. Noget sådan vil ikke blive accepteret i det vegetarianske brahmin-kontrollerede Minakshi-tempel. Man finder også hellige mennesker og helgener i den religiøse kunst i syd- og sydøst-asien (figur 7); sommetider er disse figurer regnet for hellige mennesker, mens de ved andre lejligheder menes at legemliggøre elementer af noget guddommeligt. Der er med andre ord en stor bredde med hensyn til de guder, man finder i det hinduistiske pantheon: nogle tager kun imod vegetabilske ofringer, mens andre accepterer en bred vifte af ofre; nogle tilbedes indenfor højkaste-hierarkiets rammer, mens andre falder udenfor; nogle forbindes med pan-regional tradition, og andre er fuldkommen lokale og enestående.

 

Note 1
Vishnu; Indien, Andhra Pradesh eller Tamil Nadu; Pallava perioden, det 8. århundrede; Kobberlegering, 33.7 cm. høj.Vishnu tilbedes som universets opretholder. Tre af de fire genstande, som han holder – diskossen, køllen og konkylien – symboliserer de redskaber, som han bruger her til. For eksempel siges Vishnu at skræmme sine fjender langt ind i hjertet, når han blæser I konkylien.
 
Note 2
Shiva som Dansens Herre (Shiva Nataraja); Indien, Tamil Nadu; Chola perioden, ca.970; Kobberlegering,67.9 cm. høj. Denne komplicerede position viser med hvilken perfekt kontrol Shiva bevæger sig, når han forandrer universet ved at destruere det med den ild, som han holder i sin øverste venstre hand, samtidigt med at han genskaber det ved at danse til lyden fra den tromme, som han har i sin øverste højre hånd. Shivas to nederste hænder viser inderligheden I hans dans: hans nederste højre hand indtager en beroligende position og hans nederste venstre hånd peger hen på hans løftede fod, for at tydeliggøre, at hans aktiviteter har til hensigt at sikre sine tilhængere frelse.
 
Note 3
Brahma; Indien, Tamil Nadu; Chola perioden, det 12. århundrede; Kobberlegering, 39.7 cm. høj.Ud over den teologiske betydning, som Brahma tillægges som universets skaber i hinduismen, ses han ikke ret til afbilledet i billedkunsten. Brahmas fire hoveder symboliserer de fire vigtige tekstsamlinger (Vedaerne), de fire livsfaser (yuga), og det firefoldige kastesystem. Ifølge skrifterne skal ansigterne pege imod de fire verdenshjørner. I sine fire hænder holder Brahma en rosenkrans, en ske, et kar og en bog. Disse attributter er symboler på hans særlige kræfter og kvaliteter. For eksempel symboliserer skeen, som rituelt bruges til at ofre smør med, Brahmas generøsitet.
 
Note 4
Durga som bøffeldæmonens slagter (Durga Mahishasuramardini); Cambodia; pre-Angkor perioden, det 7. århundrede; sandsten; 38.1 cm. høj.Durga er en af de mere kraftfulde former som hindugudinden Devi indtager. I denne cambodianske skulptur, ser man Durga besejre bøffeldæmonen Mahisha. Mahisha, der havde opnået stor styrke ved at praktisere askese, plagede verden og kunne ikke stoppes af hverken Shiva, Vishnu, eller nogen anden gud. Ifølge de mest kendte fortællinger om Durgas oprindelse, blev hun skabt af guderne, der brugte dele af deres egne kroppe og lånte hende deres våben, så hun kunne legemliggøre alle de forenede kræfter. Efter en voldsom kamp besejrede Durga Mahisha og reddede verden; hendes sejr over dæmonen antydes med det bøffelhoved, som hun står på.
 
Note 5
Ganesha; Indien, Tamil Nadu; Chola perioden, det 11. århundrede; Kobberlegering, 54 cm. høj.Ganesha, Parvatis og Shivas søn, er en af de aller mest populære guder i det hinduistiske pantheon. Han tilbedes som heldets guddom og forhindringernes befrier. Ganeshas elefanthoved skyldes et skænderi mellem Shiva og Parvati. Ophidset over Ganeshas afslag --- på Parvat's foranledning --- på at lade ham se sin kone bade, huggede Shiva Ganeshas hoved af. For at formildne Parvati, der var ødelagt af sorg, lovede Shiva at han ville erstatte Ganeshas hoved med hovedet fra det første dyr, han så. Det viste sig så at blive en elefant.
 
Note 6
Minakshi/Sundaresvara Tempelkompleks, Madurai, Tamil Nadu, Indien. Dette uhyre tempelkompleks er placeret I centrum af byen Madurai. De to centrale templer I komplekset er indviet til Shiva, i sin inkarnation som Sundaresvara, og gudinden Minakshi; mindre sideordnede altre er indviede til andre guder og helgener.
 
Note 7
Helgenen Sambandar; Indien, Tamil Nadu; Chola perioden, det 12. århundrede; Kobberlegering, 47.9 cm. høj.Sambandar, der levede I det 7. århundrede, tilhører en helgengruppe på seksogtres, der alle viede deres liv til tilbedelse af Shiva. Man genkender ham på hans ungdommelige fremtræden (han blev kun 18 år), hans glædesfyldte danseposition (der fortæller om hans empatiske sang og dans i forbindelse med tilbedelsen af Shiva), og den pegende finger på hans højre hånd. I sit korte liv, komponerede Sambandar mere end trehundrede hymner, der indleder Tamil Shaivite kanonen, Tirumai (Den Hellige Vej). Sambandars hymner bliver stadig sunget I templer over hele det sydlige Indien.

Figur 1

Vishnu

(se note 1)

 

 

Figur 2

Shiva som Dansens Herre

(se noter 2)

Figur 3

Brahma

(se note 3)

Figur 4

Durga som bøffeldæmonens slagter

(se note 4)

Figur 5

Ganesha

(se note 5)

Figur 6

Minakshi/Sundaresvara

(se note 6)

Figur 7

Helgenen Sambandar

(se note 7)

  • facebook
  • Twitter Round
  • googleplus

Property Group / T 123.456.7890 / F 123.456.7899 / info@mysite.com / © 2023 PROPERTY GROUP. Proudly created with Wix.com

bottom of page