KROGSHOLM.COM

Hinduismens religiøse kunst viser en bred vifte af guder og helgener på tilsyneladende uendeligt mange måder. Dette har delvist noget at gøre med den store vifte af forskellige religiøse praksisser og trosmåder, der er samlet under begrebet "hinduisme." Ordet "hindu" er forbundet med navnet på floden Indus, og er især blevet brugt af udefra kommende til at definere og karakterisere de der har bekendt sig til flodområdets religiøse traditioner fra og med de første århundreder i det andet årtusinde. I moderne tid, er begrebet "hinduisme" i vesten blevet opfattet som én religion, selv om begrebet faktisk referere til en lang række af religionsformer. Det, at man har samlet mange forskellige traditioner under én hat, er ikke forklaringen på de mange guder i hinduismen, for faktisk er mangfoldigheden et grundtræk ved de mange traditioner, der beskrives som hinduistiske. Upanishaderne, der er en vigtig samling filosofiske og rituelle tekster, indeholder et ofte citeret afsnit, der hævder at selvom der er millioner af guder, er der dog alligevel kun én, og demonstrere hermed mangfoldige mængde måder, som den hinduistiske tradition kan forstås og udlægges på. Mange hinduer finder faktisk, at denne mangfoldighed af trosmåder og religiøse højtider er den aller største styrke ved deres religion. De guder og helgener der indtager de største pladser i den hinduistiske tradition er portrætteret i den litteratur og kunst, som dykker op under Gupta-perioden (det 4.-6. århundrede) og post-Gupta-perioden (det 7. århundrede) i det sydlige Asien, hvor hinduismen, som vi kender den i dag, begyndte at tage form. De bedste eksempler finder man i eposserne - Mahabharata ogRamayana - og i puranaerne. Begge eposser, der sikkert er sammensat omkring begyndelse på vor tidsregning, er fortællinger om helte, krigere og slag. Mahabharata gennemgår den romfattende konflikt mellem pandavaerne og kauravaerne; det indeholder Bhagavad Gita, der beskriver en samtale mellem helten Arjun og føreren af hans stridsvogn, Krishna, der er en inkarnation (avatar) af den store gud Vishnu (figur 1). Ramayana er fortællingen om kong Rama, der også regnes for en inkarnation af Vishnu, og som blev landsforvist fra sit kongedømme i fjorten år sammen med sin kone, Sita, og sin bror, Lakshmana. Puranaerne er genealogiske, kvasi-historiske, og mytologiske tekster, der fortæller om både konger og guder. De indeholder kernehistorierne om de guder, der har fået en central placering i religionen: Vishnu (figur 1), Shiva (figur 2), Brahma (figur 3), og gudinden (figur 4) med flere. Mange af de velkendte hinduistiske guder dukker også op på forskellige måder i vedaerne, som er rituelle tekster fra omkring det andet årtusinde før Kristus: Vishnu ses her som solguden, og Shiva kan genkendes i den grusomme Rudra. Vishnu, Shiva, og gudinden er de tre hovedguddomme, som tilbedes i hinduismen. De der tilbeder Vishnu kaldes "Vaishnavaer," de der tilbeder Shiva er "Shaivaer," og de der tilbeder gudinden er "Shaktaer" (fra shakti, eller "kraft," en kvindelig styrke som gudinden siges at legemliggøre). Brahma regnes tit for det tredje led i en triade sammen med Shiva og Vishnu, og selvom det er almindeligt at se denne treenighed afbilledet i moderne plakatkunst, er Brahma selv kun yderst sjældent genstand for tilbedelse. Andre guder er i stigende omfang blevet populære: Ganesha (figur 5), Shivas og Parvatis søn; Hanuman, abeguden der hjalp Rama i Ramayana; og nye former for gudinder. Mange guder har deres ledsagerdyr, som for eksempel tyren Nandi, der afbilledes sammen med Shiva. Det er vigtigt at understrege, at selv om der er mange guder i det hinduistiske panteon, anser de tilbedende netop deres som den mest betydningsfulde, mens andre guder er ham eller hende underdanige. Guden ses også som manifestationen af universets centrale kraft, og derfor betragter mange hinduer nu om dage, såvel som i gamle dage, sig selv som tilbedende en eneste gud, der gestalter sig på uendeligt mange måder.Der er mange andre guder at finde i den religiøse kunst i det sydlige og syd-østlige Asien, og disse guder er ofte kun løst forbundet med, eller slet ikke forbundet med, de hovedguder, som er beskrevet ovenfor. Lokale guder, til tider særlige guder for den enkelte landsby, tilbedes og afbilledes normalt på den for regionen typiske måde. Disse guder bliver ofte tilbedt uden indblanding fra de brahminere eller ritualspecialister fra høj-kasten, der normalt kontrollerer den rituelle aktivitet i de større templer for hovedguderne. Men omvendt kan det også ske, at de lokale guder og guderinder på den ene side, og de the pan-indiske guder omtalt ovenfor sættes I forbindelse med hinanden: en lokal manifestation af en gudinde relateres måske til en mere kendt gudinde, og en lokal helgen påstås måske at være en inkarnation af en af hovedguderne eller andre højt placerede guder. I byen Madurai i det sydlige Indien hengiver man sig til gudinden Minakshi og hendes store mand Shiva, kendt som Sundareshwara – guder der sættes i forbindelse med de pan-hinduistiske traditioner, men også sættes ind i en helt specifik lokal tradition. Landsbygudinden Chellattamman, hvis tempel ikke ligger langt fra det centale Minakshi-tempel I selve temple-komplekset (figur 6), bliver en gang om året bragt i sin mobile udgave til Minakshi-templet, for at modtage beskyttelse fra Shiva – og, ifølge hendes tilbedere, for at gifte sig med ham. Bagefter vender hun tilbage til sin egen helligdom og modtager fra sine ikke-brahminske præster dyreofringer. Noget sådan vil ikke blive accepteret i det vegetarianske brahmin-kontrollerede Minakshi-tempel. Man finder også hellige mennesker og helgener i den religiøse kunst i syd- og sydøst-asien (figur 7); sommetider er disse figurer regnet for hellige mennesker, mens de ved andre lejligheder menes at legemliggøre elementer af noget guddommeligt. Der er med andre ord en stor bredde med hensyn til de guder, man finder i det hinduistiske pantheon: nogle tager kun imod vegetabilske ofringer, mens andre accepterer en bred vifte af ofre; nogle tilbedes indenfor højkaste-hierarkiets rammer, mens andre falder udenfor; nogle forbindes med pan-regional tradition, og andre er fuldkommen lokale og enestående.