KROGSHOLM.COM

Uanset om et gudebillede befinder sig i et tempel, et hjem, eller langs en vej, er der en række skemalagte ritualer, som dets tilbedere udfører (figur 1). Visse former for tilbedelse er forbundet med ganske bestemte tidspunkter, især dagens begyndelse og afslutning, så i de fleste templer følger det rituelle liv et meget komplekst skema og udføres meget detaljeret. Andre ritualer udføres dog uden nogen fast struktur, som når de hengivende udfører forskellige former for ritualer, når de går forbi alteret eller templet på vej til arbejde eller skole. I templer der styres af Vallabha Sampradaya, en sekt dedikeret til Krishna og grundlagt af den store læremester Vallabha, tilbedes billederne af Krishna efter en detaljeret række ceremonier, der svarer til de daglige gøremål i den menneskelige verden. Guden bliver vækket gennem et ritual, de får serveret mad, bliver klædt på og ført frem foran de tilbedende. Musik og mad har til hensigt at behage ham på samme måde, som man ønsker at behage en æret gæst. De tilbedende spiser noget af den ofrede mad (prasad), som er blevet gennemsyret af gudens nåde. Efter at han har fået frokost, modtager Krishna igen de tilbedende. Derpå bærer præsterne gudebilledet tilbage til et privat rum, så han kan hvile sig eller flygte ud i naturen, hvor han kan genoptage sin beskæftigelse som kohyrde og give sig hen i leg og elskov. Om aftenen bydes han velkommen tilbage i templet af de tilbedende, hvor efter han får aftensmad. Efter et sidste besøg af tilbedende, bliver guden på rituel vis ført væk for natten. De forskellige handlinger og ritualer følger normalt de forskrifter, der findes i agamaerne og tantraerne; nogle gamle tekster skrevet i det første årtusinde og begyndelsen af det andet. Der er seksten hovedelementer (upachara) i de tilbedendes ceremonier (puja), i følge disse tekster, men ikke alle behøver blive udført. De seksten upachara falder i fire kategorier: (1) guden nedkaldes i dens karnation; (2) der indvies vand til at vaske den i; (3) afbildningen bliver helt konkret vasket og klædt på (figur 2), den blive udsmykket, mens der bliver holdt røgelse og en lampe frem foran den (i ritualet kendt somarati), ligesom der ofres mad til den; og (4) der vises en respektfuld hilsen foran figuren, inden man tager afsked med den. Aratien, der består i at man svinger en lampe foran guddommen, er et vigtigt element i ritualet og udelukkes derfor sjældent. Som symbol på gudens samtidige legemliggørelse og transcendens, og som et fikspunkt for den tilbedende, er flammen og dens energi med til at ophæve skellet mellem den tilbedende og det tilbedte. Aratien sørger også for at der er lys i de templer, der ikke har elektrisk lys. Recitation af tekster er en afgørende del af de ritualer der finder sted omkring gudebilledet. Det er i nogle templer sanskrittekster der reciteres, normalt af brahminpræster. Bhagavata Purana, der genfortæller historien om den guddommelige Krishna, reciteres i de templer, der er dedikerede til denne gud (figur 2). Et Krishna-tempel kan også benytte tekster af den blinde hinduistiske forfatter Surdas, der levede i det 16. århundrede og hvis hengivne digte til Krishna elskes overalt i det nordlige Indien. De tamilske helgener, som hengiver sig til Shiva, og som er kendt som nayanarerne, har skabt poesi, der æres højt i Tamil Nadu i det sydlige Indien (figurerne 3 og 4). I denne landsdel indtager disse digte en vægtig plads side om side med sanskritteksterne i de ortodokse Shiva-templer. Digtene kan man enten høre reciteret af præster eller fremført af professionelle sangere, men de er også populære blandt Shiva-tilbederne. I det indiske tempel Bhavani Mandir i Bronx, tilhører præsten ikke brahmin-kasten. I nogle af hans gudstjenester, reciterer han et uddrag fra Ramcharitmanas; den fra sekstenhundredetallet stammende hindi-udgave af Ramayana – historien om Rama – skrevet af digteren Tulsidas. Gudstjenesten begynder med en detaljeret ceremoni, fremført af præstens kone og en anden kvinde fra menigheden, hvor man tilbeder de forskellige på hovedalteret opstillede guddomme (figur 5). Derpå forklarer præsten, på engelsk, hvad meningen er med Ramcharitmanas og hvorfor den er relevant. Selvom han har studeret hindi (og hinduistisk filosofi), taler de fleste af hans tilhørere ikke dette sprog, da de jo er efterkommere af sydasiatere, der blev bragt til Caribien og Vestindien som slaver af briterne i slutningen af attenhundredetallet.I løbet af gudstjenesten reciteres der Sanskrit-tekster, ligesom menigheden sammen synger en række hengivende hindi-salmer (bhajan), idet udtalen af sanskrit og hindi er skrevet med romansk lydskrift. Til sidst deltager menigheden i et fælles måltid og der tages afsked med gudebillederne, der først bringes ind I et dynamisk samspil med de troende ved næste ceremoni. Flere detaljerede ritualer inkluderende dans, sange og optræden – for eksempel den berømte Ram-Lila, der er påbudt i følge Ramayana - gennemføres ved de forskellige hellige gudefremstillinger.