KROGSHOLM.COM

Reformjødedom

Reformjødedommen opstod som følge af både kristen og jødisk oplysningsfilosofi og dens arbejde på at få ligestillet de respektive staters borgere uanset tro. Den jødiske emancipation, dvs. frigørelse, blev gennemført gradvist og i forskellige tempi i de europæiske lande, begyndende med den franske revolution i 1789 og mere eller mindre gennemført i Vest- og Centraleuropa omkring 1870. Hvad angår Østeuropa måtte emancipationen vente til 1. Verdenskrig. Emancipationen indebar, at jøder kunne forlade deres lavstatushverv og tage del i den økonomiske ekspansion, der primært foregik i byerne. Jøder blev nu del af middelklassen. Jødedom blev sociologisk set et privatanliggende og ikke noget man partout skulle stå til regnskab for, hvis man tilfældigvis var født som jøde. Den nye religiøse frihed medførte tre reaktioner: Konversioner til kristendommen, forsvar for traditionel jødedom og endelig reformjødedommens opståen, hvor den sidste reaktion afspejler et forsøg på tilpasse jødisk praksis til moderne tid. Reformjødedommen kunne trække på filosoffen Spinoza (1632-1677), der mente, at Torahen afspejlede flere generationers ideer og dermed ikke Moses’ nedskrivning af Guds ord. Reformjødedommen lod sig også inspirere af Mendelssohn, hvis hovedpointe var, at jødedommen afholdt sig fra at tvinge menneskers tankegang ind under særlige dogmer – uden at det dog betød, at Mendelssohn opfordrede jøderne til at ignorere jødisk lovgivning. Mendelssohn ønskede, at jøder lod sig integrere i den vestlige kultur i stedet for at lukke sig inde i ghettoer.

Det er dette ønske om at sammentænke jødisk praksis og vestlig kultur, der kendetegner reformjødedommen.

 

I 1810 grundlagde Israel Jacobson det første reformtempel i Hamborg. I den tidligste fase af reformjødedommen var der tale om nogle primært ideologisk-æstetiske forandringer. Man komponerede egne bønnebøger, hvor man udelod de bønner, der omtalte udvælgelsen af Israels folk og det messianske håb. Hele synagogegudstjenesten blev afholdt på værtsnationens sprog, og man akkompagnerede salmerne med orgelmusik og korsang, som i de protestantiske kirker. Endelig afkortede man gudstjenestens længde. I ortodokse menigheder består gudstjenesten af en times bøn og to timers gudstjeneste. Man legitimerede disse ændringer med henvisninger til rabbinske kilder.

 

I 1840’erne kom to mænd til at præge reformjødedommen. Abraham Geiger, der var af den holdning, at jødedommens var en konstant udviklende organisme. Fastholdelse af den traditionelle jødedoms lovpraksis var derfor imod selve den jødiske ånd. Af samme grund ville han ikke opfordre til religiøs revolution, da revolution underkender denne naturlige udvikling, som kendetegner den jødiske tradition, især qua den mundtlige tradition. Jødedommens særegne kendetegn var for Geiger monoteismen og de etiske bud. Messianismen kan kun forsvares, hvis den tolkes i universelle baner, og skulle ikke hænges op på tanken om Israels udvælgelse.

 

Samuel Holdheim var den anden store personlighed. Han mente, at reformjødedommen skulle være en religiøs revolutionær bevægelse. Han valgte desuden at forstå Bibelens indhold som bestående af noget eviggyldigt (monoteisme og etik) og den ceremonielle lov, der kun havde med den jødiske stat indtil år 70 e.v.t. at gøre. Efter templets fald var det kun det eviggyldige, dvs. monoteisme og etik, der gjaldt. Ligesom Geiger mente Holdheim, at messianisme var noget universelt, og at det var jøders pligt at bidrage til denne universelle messianisme ved at nedbryde de barrierer, der forhindrede tværreligiøs sameksistens. Man argumenterede for, at omskærelse var barbarisk, og at sabbatten og kosherreglerne skulle modificeres.  

 

Ortodoks jødedom

Første gang at betegnelsen ortodoks anvendes inden for jødedommen er i 1795. Fra begyndelsen af 1800-tallet bruges den i opposition til reformjødedommen. Hovedpointen i ortodoks jødedom er allerede fra den tid, at Israels folks historiske religion er konstant guddommeligt inspireret, og den er at finde i den skriftlige og den mundtlige Torah. Budene, dvs. alt, der betegnes som halakhah, består af uforanderlige principper og belæringer. Tilhængerne af ortodoks jødedom ser det som deres pligt at forsvare Torahs og ortodoks jødisk praksis’ ukrænkelighed under givne foranderlige omstændigheder.

 

Argumentet for denne form for traditionalisme er, at denne verden er underkastet forandringer, men det er Guds vilje ikke. Denne holdning medførte bl.a., at ortodokse rabbinere opfordrede deres menigheder til at frasige sig de privilegier, som de oplyste stater tilbød jøderne. I stedet skulle de afsondre sig og undgå kontakt med ikke-jødiske miljøer. En ortodoks rabbiner ved navn Ezekiel Landau var så bange for assimilation, at han forbød sin menighed at benytte sig at Moses Mendelssohns oversættelse af Mosebøgerne. En udpræget frygt blandt ortodokse var ligeledes, at moderniteten ville føre til jødedommens opsplitning og dermed et ophør for den samhørighed, der hidtil havde kendetegnet det jødiske folk. 

 

Konservativ jødedom

Konservativ jødedom opstod i 1850’erne hvor retningen var kendt under navne som Historisk Jødedom eller Den Historiske Skole. Omkring 1900 blev navnet konservativ jødedom det mest udbredte. At retningen oprindelig hed Den Historiske Skole, skyldes, at dens grundlæggere var historikere med fokus på jødedommens historie. Man gik ind for en ophævelse af de jødiske ghettoer, emancipation af jøder, et skel mellem stat og religiøse institutioner, en vestliggørelse af jøder, jødisk uddannelse og kultur. Disse idéer, der uundgåeligt medførte forandringer, blev legitimeret med henvisning til at jødisk historie udgjorde en lang række af forandring. Men i modsætning til reformjødedommen gik man dog ind for, at hebræisk var det liturgiske sprog, og at kosherreglerne og sabbatten blev holdt.

 

Den første store personlighed inden for retningen var Isaac Leeser, der var kommet til USA i 1824 fra Tyskland og konservativ jødedom kan egentlig betegnes som et amerikansk fænomen i opposition til reformjødedommens store indflydelse i USA. Dog var de også påvirket af oplysningsfilosofien og dens videnskabelige landvindinger, og derfor besluttede man sig for at betegne Konservativ Jødedom som ”vestlig traditionalistisk”.

 

Englænderen Solomon Schechter påvirkede konservativ jødedom og fik oprettet en rabbinerskole, der kunne uddanne rabbinere, der kunne nedsættes i de jødiske immigrantmiljøer i USA, som var tilbagestående oplysningsmæssigt pga. de rabbinere, som de havde taget med sig fra primært Østeuropa.

 

Mordechai M Kaplan grundlagde i 1918 et konservativt center i New York. Han anså jødedommen for at være en ”religiøs civilisation”, der udtrykte sin etik gennem adfærd og folklore, der så igen var foranderlig. Når jødisk etik således kunne udtrykkes gennem noget foranderligt, så kunne moderne jøder på samme vis finde deres adfærdsmæssige og folkloristiske udtryk, uden at det ville ødelægge jødedommen som ”religiøs civilisation”. Kaplans særlige konservative retning betegnes rekonstruktionisme.

 

Konservativ jødedom fik stor udbredelse i USA efter 2. Verdenskrig, idet den tilbød en mediation af de primært østeuropæiske immigranters baggrund og mødet med den vestlige kultur. I 1950’erne betragtede 50 % af de amerikanske jøder sig som konservative.

Louis Jacobs, født i 1920, var en engelsk rabbiner og teologi, der oprindeligt fik en ortodoks jødisk uddannelse. Men han blev hurtigt inspireret af den kildekritiske tilgang til helligteksterne og forsøgte siden at sammentænke kildekritik med traditionel jødedom. Da han som led i dette forsøg afviste, at Torahen skulle være blevet overdraget til Moses i bogstavelig forstand, og desuden hævdede, at Torahen var blevet præget af menneskehænder, drog han konsekvensen og forlod den ortodokse menighed. Jacobs teologiske bestræbelser skal ses i lyset af 1970’erne forskellige jødiske retninger. De tre vigtigste er de allerede nævnte: reformjødedom, ortodoks jødedom og konservativ jødedom.