NIGIYAAMPAAOMRÅDETS SKABELSESMYTE
Teksten er oversat af Lars Krogsholm fra www.dreamtime.net.au/creation/text.htm den 1.juni 1999
TEKST 8
Dette er Ngiyaampaaområdets skabelseshistorie, såvel som skabelseshistorie for det område der tilhører Eaglehawk og Crow.
Det er selvfølgelig nu lang, lang tid siden, i begyndelsen, da der ikke var noget menneske, ingen træer, ingen planter, ingen hvad som helst i dette område, at Guthi-guthi, vore forfædres ånd, boede oppe i himlen.
Han steg ned, og han ønskede at skabe det specielle område, som folk og dyr og fugle kan leve i.
Så Guthi-guthi steg ned og fortsatte med at skabe folkets land, efter at han havde trukket grænser og skabt de hellige steder, fødested for alle drømme, dér hvor alle vore drømme skulle komme fra.
Guthi-guthi stod med én fod på Gunderbookabjerget og én fod på Grenfellbjerget.
Og han så ud over området, og han kunne se at landet var nøgent. Der var ikke noget vand at se, og der var ikke noget der groede. Guthi-guthi vidste at fanget i et bjerg - Mount Minara - var vandslangen Weowie, han var fanget i bjerget. Så Guthi-guthi påkaldte ham: Weowie, Weowie, men da Weowie var fanget midt inde i bjerget, kunne han ikke høre ham.
Guthi-guthi tog tilbage til himlen, hvorfra han en gang til råbte: Weowie. Men én gang til fik han ikke svar fra Weowie. Så Guthi-guthi steg ned med et tordenbrøl og hamrede løs på bjerget og bjerget sprang op. Vandslangen Weowie kom ud. Og da vandslangen bevægede sig, lavede den vandhuller og strømme og forsænkninger i jorden.
Så da alt dette var overstået tog Weowie selvfølgelig tilbage for at leve i bjergets indre og det er der Weowie lever nu - i Mount Minara. Men så efter det, ønskede de en hel masse andet vand til at komme ned fra nord, ud over landet. Gamle Pundu, torsken, fik den pligt at trække og skabe den flod vi i dag kender som Darlingfloden.
Så torsk dukkede op med hulepadde, hans lille partner, og de satte ud fra nord og skabte den store flod. Idet den flyder ned ad, flyder vand hele vejen gennem vores land, helt ned til havet nu.
Og selvfølgelig, dette område blev også skabt, de to første stammer der opstod i vores land var Eaglehawk og Crow. Og fra disse to stammer kom der mange stammefolk, mange stammer, og vi kalder dem undergrupper i dag. Så mit folk, Ngiyaampaa-folket og Barkandjifolket længere nede er alle undergrupper under Eaglehawk og Crow.
Så hvad jeg fortæller dig er, at de historie som blev overleveret til mig alle kommer fra lige præcis dette land.