KROGSHOLM.COM

Engang på et sted der hed Nurrurrumba, levede en person der blev kaldt Gandji med sine børn, og en mand der blev kaldt Wurrpan med sine børn. Mændene var svogre.

 

En dag gik Gandji og hans børn ned for at fange pigrokker. Da de kom til det salte vand, så de, at vandet var rent og klart ned til bunden. Det var let at se alle slags pigrokker, som de begyndte at spide, mens de gik gennem vand til knæene. Efter at have spidet pigrokker, gik de tilbage til kysten og begyndte at samle brænde til bålet, og at koge pigrokkerne, idet de skilte kødet fra fedtet. De greb noget bark og pakkede kødet og fedtet ind og gik tilbage til lejren, hvor Wurrpan og hans børn var.

 

Da de kom til lejren, satte de sig ned, og Gandji kaldte på et af Wurrpan-børnene, så de kunne få deres del. Men mens de havde skilt fedt og kød, havde de gemt det søde og friske til sig selv, og gav de gamle stykker til Wurrpan og hans familie. Så et af Wurrpan-børnene løb over og snubbede en pigrokkebarkpakke, og bragte den over til sin far, som hurtigt bandt den op. Da han åbnede den, opdagede han, at han og hans familie havde fået gamle pigrokkestykker, og så sagde han: De må have beholdt de søde, friske stykker til sig selv.

 

Så spiste de, hvad de var blevet givet, og bagefter rejste Wurrpan sig og sagde til den anden familie: I gav mig og mine børn gammel pigrokke, mens du og din familie fik den friske. Så begyndte de at skændes. Gandji sagde: Du skulle være gået på pigrokkefiskeri selv.

 

Så skændtes de, og skændtes og skændtes, indtil Gandji greb en håndfuld varme kul og kastede dem efter Wurrpan. Han vendte sig om og greb en glat sten der blev kaldt Buyburu, som de brugte til at knække cycad-nødder med. Han kastede den efter Wurrpan, og ramte ham lige i brystet.

 

Så begyndte Gandji at springe omkring i frygt for, hvad Wurrpan kunne gøre ved ham. Fra at springe, begyndte han at flyve, højere og højere op. Mens han fløj, blev han forvandlet til kæmpestorken Jabiru uden næb. Og så fløj han væk.

 

Så sagde Wurrpan til sine børn, at de skulle bringe ham sit spyd, som hed Wandhawarri Djimbarrmirri. Han pegede prøvende med spyddet op i luften, hvor Gandji var, men han opdagede, at spyddet var for langt, idet det bøjede bagud. Så han sagde til sine børn, at de skulle bringe ham en skarp sten, så han kunne afkorte spyddet. Anden gang han pegede, var det helt perfekt.

 

Han pegede mod Gandji og sagde til spyddet: Vær god, lad mig ikke fejle.

 

Så kastede han sit spyd op i luften, hvor Gandji fløj omkring. Spyddet gik lige igennem Gandji, fra hans bagende til ansigtet, indtil det stak ud og dannede et næb. Gandji faldt ned fra himlen og landede et sted, som hedder Ngurruyurrdjurr.

 

Wurrpan sagde til sine børn: Lad os komme væk herfra, mens vi stadig er i live. Kom så, så hurtigt vi kan. Vi tager mod Milindji Dhawarri.

Mens de løb, begyndte de at forandre sig til emuer. Det gjorde, at de kunne bevæge sig hurtigere. Deres fjer var grå af den aske, som Gandji kastede, og de havde en bule på forsiden fra der, hvor stenen havde ramt.

 

I dag, bruger Yolngu-aboriginals denne historie, når de koger Wurrpan-kød ved bålet. De koger det altid halvvejs, mens de tørrer asken væk før de spiser det.

 

Det er historien om emuen og jaiburu-storken. I dag lægger emuen æg af samme form, som den sten der ramte ham.