KANIBALISTISK KULTUR I AUSTRALIEN
Blodige ceremonier i ørkenen
- naturfolks kærlighedsliv
Oversat fra http://www.heretical.com/bjerre/aborig2.html af Lars Krogsholm, 14. oktober 2003
TEKST 13
Næsten hver aften plejede jeg at sidde en times tid sammen med Jimmie, min tolk, omgivet af stammens gamle mænd. Jeg forsøgte, i et enkelt billedsprog, at fortælle ham lidt om den verden som omgærede dem, men jeg tror, at de alle sammen fandt at det oversteg deres forestillingsevne. De kunne for eksempel ikke begribe at vand, der for dem er en sjælenhed, som kun findes i begrænset mængde, kunne eksistere i så store søer eller have, at man umuligt kunne se land på den anden side. Men disse samtaler fik dem til at fortælle mig noget om deres eget tilbagetrukne liv, om deres legender og myter, deres opfattelse af livet og dets oprindelse. Kvinderne blev altid forvist fra lejrbålet, når disse fortrolige samtaler begyndte, og jeg fik at vide, at hvis en kvinde nogensinde fik indblik i mændenes private ritualer, ville hun øjeblikkeligt blive dræbt.
Hvad jeg oplevede de næste få dage både chokerede mig og bevægede mig. Den dag omskærelsen fandt sted, fulgtes jeg med alle mændene og drenge-kandidaterne hen til en af deres hellige pladser nogle få miles derfra. Det var et nøgent, sandet område, omgivet af mulga-træet og buskads, et helligsted som kvinderne altid sørgede for ikke at komme nær. Mændene satte sig ned i en rundkreds og begyndte med en monoton rytme at fremsige nogle remser, samtidigt med at de holdt takten ved at slå deres boomeranger ned i jorden. Det var ikke en særlig imponerende rytme, men dens ensformighed havde en hypnotisk effekt.
Den samme rytme blev gentaget igen og igen, begyndende med en høj gennemtrængende lyd, for så langsomt at svinde hen, lige som bølger der brækker over før de ruller tunge op på stranden.
De ældste af mændene deltog ikke i syngeriet, men lå i en gruppe for sig selv, henslængte og udstrakte som om de sov. Drengen lå imellem to af de gamle mænd, med hovedet helt nede ved jorden, langt fra de syngende mænd.
Han har allerede været genstand for disse blødgørende rytmer ved adskillige ceremonier, og befandt sig nu i en afslappet og modtagelig tilstand af sløvhed. Den psykologiske effekt ved denne vedholdende messen, som pågik i adskillige timer, skiftevis voksende og faldende i styrke og accentueret af boomerangernes slag mod jorden, blev mere og mere indfølende; hele luften var tyk af vibrationer. Uanset ordenes mening, var det formålet med sangen, at indprente dem for al evighed i drengen sind.
Med et stoppede sangen. En af mændene i rundkredsen gav et tegn fra sig, som fik de andre til at rejse sig og indtage de foreskrevne positioner. To af dem lagde sig på hænder og knæ ved siden af hinanden. To andre tog fat i drengens arme og ben og svang ham op på ryggen af de to knælende; og to eller tre andre mænd trådte derhen for at fastholde drengen i en position med hovedet opad. Han fik en kæp imellem tænderne, som han kunne bide i. En af drengens onkler, gamle Minjena, sluttede sig nu til dem og foretog, idet han lænede sig ind over drengen, hurtigt omskærelsen ved hjælp af et skarpt stykke flint. Det varede højest et minut eller to, men jeg opdagede efterfølgende, at jeg, for at kontrollere mig selv, stod med hænderne knugede og havde bidt mig i læberne. Jeg kunne se, hvordan drengen blev holdt fast på det menneskelige "operationsbord", mens hans krop skælvede af smerte og spænding. Under den flammende sol var alt tavshed, bortset fra lyden fra en kurrerne due i det fjerne.
Til sidst trak manden sig lidt væk og hjalp drengen på benene. Han stod med blodet dryppende fra sig, så gik han langsomt over til de gamle mænd som, for første gang under ceremonien, rejste sig fra jorden. De stirrede i et helt minut på drengen uden at sige noget, så lagde de sig ned igen. Resten af mændene gav sig nu til at gentage deres rytmiske sang og slå løs på jorden med deres boomeranger. Drengen blev så ført et stykke væk, for at sætte sig på hug henover et lille rygende bål tildækket med blade, og blev så stående dér i næsten en time, uden tvivl for at rense og desinficere såret. Hans ansigt var apatisk og udtryksløst; ingen sagde noget til ham, men sangen fortsatte i lang tid.
Nogle få dage efter var jeg tilskuer ved de videre trin i disse ubarmhjertige initiationsceremonier, denne gang afholdt på en anden hellig plads. Mens nogle af mændene sad i en rundkreds og sang, gik nogle andre hen bag nogle buske. Jeg fulgte efter dem og så, at nogle af de største og stærkeste af dem åbnede en stor blodåre i deres arm med en tilspidset flintesten, for så at få strålen fra de åbne sår til at løbe ned over novicerne, således at blodet trak striber ned over deres kroppe. Blod symboliserer en kilde til styrke, og ved således at bade de unge drenge i deres manddoms blod, gav mændene dem slælsstyrke til at udholde manddomsritualerne. Bagefter udsmykkede de sig på forskellige måder med hvid aske, sort trækul og grene og opførte en livlig dans, i hvilken de personificerede nogle dingoer, som angriber en kænguru.
Afslutningsvis - tidligt på aftenen lige før mørket faldt på - gennemførte de det sidste indvielsesritual på en femten-seksten-årig ung. Han vidste hvad der nu skulle ske og anbragte en gren mellem sine tænder, så han møde smerten i tavshed, han lagde sig ned på ryggen oven på to mænd, der som tidligere knælede ned for at udgøre et improviseret operationsbord. Det som fulgte er svært at beskrive uden at forfalde til medicinske termer. Med en skarp kniv udførte de et voldsomt indgreb, der uden at fratage den unge mand sin forplantningsevne, gjorde det muligt for ham at bestemme ved hvilke lejligheder den skulle bruges. Der blev boret et hul direkte igennem hans kønsorgan tæt ved roden, og i hver ende af dette blev der indsat en splint , der skulle forhindre åbningen i at lukke sig igen. Hensigten var at sikre sig at fremover ville urinen og sæden komme ud af dette lille hul langt oppe på kønsorganet, i stedet for af den sædvanlige kanal. Kun hvis fyren for eftertiden satte en finger for hullet, og holdt den der, ville væskerne kun komme ud af den korrekte udgang
Drengen gav ikke en lyd fra sig, mens det gruopvækkende indgreb blev foretaget, selvom han kun med stort besvær kunne stå på benene bagefter. Hans krop skælvede, han glinsede af sved, hans øjne var glasagtige af undertrykt smerte. Denne groteske og modbydelige praksis har en oplagt forklaring. De australske aboriginere er sandsynligvis det første naturfolk, der udtænker en effektiv fødselskontrol
I den bagende vildnis må befolkningstallet holdes nede, da man ikke kan udsætte store familier for et liv på eksistensgrænsen; og lange vandringer ville være umulige med en stor familie bestående af småbørn og spædbørn på armene.
Pigernes indvielse er meget enkel sammenlignet hermed, og består i at der ridses stammetegn på den øverste del af deres kroppe - som regel nogle lange ar hen over brystet - umiddelbart efter det første tegn på kønsmodning. De øvrige forberedelser til kvindelivet består i, at man lige på og hårdt deflorerer, så hun er klar til samlivet med en mand. Defloreringen udføres af en gammel mand tilhørende pigens storfamilie, assisteret af en gammel kone, der har den opgave at pasificere pigen imens den grusomme deflorering bliver fuldbragt. Det eneste hensyn der vises det svage køn er, at den gamle mand vikler et par kænguruhår rundt om sin finger, så han kan udføre sit arbejde så skånsomt som muligt.
Bagefter har de mænd, som tilfældigvis er til stede og som , i henhold til ægteskabslovgivningen, regnes for ønskelige som ægtemænd, samleje med pigen. Hvis hun ikke allerede er lovet væk til en af dem, fortsætter hun med at have fri sex med mændene i sin klan, indtil hun bliver gift.
Selv efter brylluppet kan det ind imellem forekomme ved særlige ceremonier, at hun bliver "udlånt" til en af de andre ugifte mænd, der i henhold til gruppereglerne, kunne være blevet hendes mand.
En mand, der ikke på denne måde udlåner sin kone til en en stammebror på besøg, regnes for grådig og asocial.
Det er en udbredt opfattelse, at naturfolk lever et liv i seksuel udskejelse. Men mens det er indlysende, at deres moral adskiller
sig fra vores, er det dog et faktum, at også de er styret af adfærdsprincipper udstukket af deres overbevisninger og omgivelser. De nøgne indfødte i ørkenen ser ikke på seksualitet som noget der skal holdes skjult, når andre er til stede. De betragter det som noget normalt og livsnødvendigt og de taler åbent om det, selv når der er børn til stede. De har praktisk talt ikke noget privatliv. Seksuelt samkvem kønnene imellem finder aldrig sted om natten, men altid i dagtimerne, og den eneste skær af privatliv omkring det er, at det er reglen, at det altid foregår et stykke væk fra andre og bag en busk. Både mænd og kvinder gør brug af forskellige kærlighedssignaler. Manden skænker den kvinde, han forsøger at lokke, kød eller bær, som han påstår at have "fortryllet". Kvindens udrustning af metoder inkluderer også et repertoire af indsmigrende sange, som hun nynner for den mand hun har udset sig, indtil han giver efter for hendes insisteren. Unge nygifte kvinder stikker tit af med en elsker, og hvis elskeren tilhører den rette klan og dermed kategorien af hypotetiske ægtemænd, udøves der ingen særlig sanktion herover for. Men hvis han ikke tilhører den rette gruppering, betragtes bortførelsen som alvorlig og strafbar. Ægtemandens slægtninge vil forfølge ham og såre ham med deres spyd. Hvis bortføreren derimod tilhører gruppen af mænd i den giftemodne alder, jagter ægtemanden ham selv og slås med ham - og kvinden bliver vinderens gevinst. Hvis ægtemanden vinder, bliver hun banket på plads. Sådanne dueller udkæmpes normalt med store kæppe, og som regel bliver ingen af mændene dødeligt såret. De fleste af de bortløbne koner vender før eller senere tilbage til deres ægtemænd. På trods af disse uregelmæssigheder, og selvom kvinderne tit bliver behandlet brutalt, er der rigelige af beviser hos aboriginerne på ægte følelser og ægteskabelig harmoni, især hos de ældre par. Jeg så tit hvordan nogle af de ældste kvinder i timevis stod og stirrede ud over ørkenen i den retning, hvorfra de forventede, at deres mænd ville vende tilbage fra efter jagten. I nogle af deres stammeritualer afsynger aboriginerne meget inderlige kærlighedssange, som kun overlader lidt til fantasien; og jeg iagttog engang nogle unge piger, der udførte en meget vovet erotisk dans med sådan en troskyldighed, som ville de forstærke deres naturlige charme. For dem er kærlighedsakten en kompliceret leg. De anser ikke graviditet for alene at være et resultat af samleje.
Det fortælles at en missionær var ivrig efter at stoppe den faldende fødselsrate hos dette naturfolk og derfor foreslog, at de skulle sove noget mere sammen med deres koner. Mændene proklamerede ikke des tro mindre, at årsagen til at de ikke fik så mange børn nu om dage var den, at de var blevet alt for travlt optaget af den hvide mand og alle de nye forvirrende situationer han havde bragt med sig. Hans tilstedeværelse gik dem så meget på, at de mistede deres mentale og åndelige ligevægt, og at de derfor ikke var i stand til at drømme de korrekte drømme vedrørende børneproduktion. De troede, at graviditeten havde sit udspring i drømmene. Først skabte de, ved seksuelt samkvem, barnets fysiske substans; dernæst skabte de dets sjæl gennem en drøm. I drømmen drager faderens sjæl rundt i landskabet og møder på visse steder, især nær det vandhul, hvorfra hans egen sjæl stammede, et såkaldt "ånde-barn". Efter at havde drømt om sit åndebarn, giver han, i en anden drøm, billedet af det videre til sin kone. Uden disse drømme, siger de, kan en kvinde ikke blive gravid. Det er rent faktisk et faktum, at fødselsraten er faldet på de steder hvor den hvide mand er trængt ind på deres territorium, selv i de tilfælde hvor hans tilstedeværelse ikke har ført civilisationens traditionelle sygdomme med sig, eller på andre måder har påvirket de indfødtes livsstil og levestandard. Det kan meget vel være, at tilstedeværelsen af den hvide mand har en stærk effekt på aborigernes psykologi, helt frem til det punkt, hvor det påvirker evnen til at blive gravid. Vor egen medicinske ekspertise kender også til de kvinder, som ikke kan blive gravide før de har adopteret et barn og, på denne måde, psykologisk har indstillet sig på moderskabet.
fra Jens Bjerre, The Last Cannibals, Michael Joseph, 1956 pp. 31-38