KROGSHOLM.COM

 

 

For lang, lang tid siden, bad to små nevøer deres gamle onkel om at tage dem med ud og slå lejr ved floden, så han kunne lære dem at lave deres spyd og woomeraer og boomeranger. Og også lære dem, hvordan man går på jagt og hvordan man identificerer dyrespor.

Gamle onkel forsøgte at udskyde det, da han mente de var vel unge, bare otte år. Men de to små nevøer blev ved med at plage gamle onkel: Vi må gøre det, vi må gøre det nu. Kom nu, vi må gøre det i aften. Så gamle onkel gav efter og sagde: Okay, vi tager afsted, og vi slår lejr ved flodbredden. Når vi først har slået lejr, laver vi vores gunyah-bøster, så går vi en tur langs med flodbredden og finder nogle dejlige lige pinde, som vi kan lave jeres spyd af.

Mens de gik langs flodbredden og fik lavet deres gunyah, sagde gamle onkel: Kom så, vi skal finde nogle lige pinde. Husk nu, at I ikke skal kigge efter de krogede, så lad være med at løbe hen efter de gamle pinde. I må finde en dejlig lige pind at lave jeres spyd af.

De to små fyre gik langs med flodbredden og kiggede efter nogle dejlige lige unge pinde, som de kunne lave deres spyd af. Når de havde fundet dem, kom gamle onkel og huggede dem over med sin stenøkse. Han viste de små fyre, hvordan de skulle sidde ned og fjerne al barken fra de friske pinde og beskærer dem og fjerne alle hak. Han viste dem også, hvordan de skulle lave Woomeraen, den lille spids, som de skulle sætte spyddet i, så de kunne spide kænguruen eller emuen eller hvad de nu måtte jage.

Da de havde gjort det, sagde gamle onkel: Kom så, vi går tilbage til lejren nu, og i morgen tidlig vil vi gå ud at jage. Men de to små drenge, der virkelig var utålmodige, sagde: Åh, kom nu onkel. Lad os gøre det nu. Lad os gå en tur langs flodbredden og se om vi kan finde en kænguru. Gamle onkel sagde: Nej, vent til i morgen tidlig, så går jeg med. Nej, vi går selv, onkel. Vi tager det vi finde med hjem, uanset hvad.

Så gamle onkel sagde til dem, da de var klar til at gå: Hør her. Når I går langs flodbredden, er der noget som jeg ønsker I er meget, meget forsigtige med. I må love mig, at I aldrig nogensinde vil såre eller skade det. De så på hinanden, som ville de sige: Hvad snakker han om? Onkel sagde: Gamle Koockard, den prægtige store flod-goanna. Hvis nogensinde, I støder på ham, må I love, at I aldrig vil såre eller skade ham på nogen som helst måde. Så så de to små drenge på deres onkel og lovede ham så: Okay onkel, vi vil ikke såre eller skade ham.

De tog afsted, gik langs med flodbredden, blev ved at gå helt nede ved flodbredden. Dengang groede græsset pænt og højt. Så de går altså langs med flodbredden for tredie gang, da de ser det høje græs bevæge sig rigtigt hurtigt og så holde op igen. De to små fyre standsede op og sagde: Det kunne være en kænguru der ovre. Lad os krybe op og se hvad der foregår, hvad der får græsset til at bevæge sig

Da de begyndte at krybe hen imod stedet, hvor græsset bevægede sig, bevægede det sig igen rigtigt hurtigt for så at holde op igen. De kom lidt tættere på, og lige med et krøb de hen over gamle Koockards hale. Den store flod-goanna. Hans hale stak ud.

Så kravlede de baglæns, og de to små fyre sagde til hinanden: Kan du huske hvad onkel sagde til os. Hvis vi nogensinde stødte på gamle Koockard måtte vi ikke såre eller skade ham. Og de sagde: Ja, men hvad hvis vi bare laver sjov med ham? Tag dit spyd og kryb helt op på denne side af gamle Koockard, til hans venstre arm, hold dig på dette niveau til venstre og læg dig så stille ned. Jeg tager mit spyd og går om på denne side til hans højre arm. Jeg kryber sammem dér, og når gamle Koockard sænker hovedet for at bide i det kød han æder (for det var det som foregik. Koockard førte munden ned og bed i det døde kød, mens han rystede alle myrerne af det før han slugte det, og dette fik græsset til at bevæge sig).

De to fyre sagde: Vi lister os derhen. Vi vil lave noget skæg med ham. Når han sænker sit hoved for at bide i kødet, kildrer du ham under armen med dit spyd. Når han er faldet ned igen og vil tage en ny bid, så kildrer jeg ham på denne side med mit spyd.

De to små fyre blev enige om dette, så de sneg sig op og krøb sammen, og så snart gamle Koockard bøjede sig ned for at tage en bid af den døde kænguru, kildrede den lille fyr ham under armen. Så Koockard sprang op og kiggede sig omkring for at se, hvad det var der stak ham. Men han kiggede hen over det høje græs, så han kunne ikke se den lille dreng der lå i græsset ved siden af ham.

Han faldt ned igen og tog endnu en bid, og den lille dreng på den anden side kildrede ham på den side. Koockard sprang op igen og så sig omkring, men da græsset var højt, kunne han intet se.

Og sådan blev de ved. Den ene kildrede ham på den ene side, og den anden kildrede ham på den anden side.

Men en af de små drenge fik et grineflip og kunne ikke holde op med at grine. Han tumlede omkuld, hvorved han spyd røg ud i en rydning. Derpå sprang Kookard op og snurrede rundt om sig selv i en cirkel og tromlede de to små drenge ned.

Oppe i gummitræ tæt på sad der to Kookaburras-latterfugle, der indtil dette tidspunkt ikke havde kunnet grine. Men da de så hvad der skete med de to små drenge, så de på hinanden og brød ud i latter.

Så dette var drømmetidsfortællingen om, hvordan Kookaburraerne fik evnen til latter.